Ja, så må det blive tid til at sige hej.

Jeg har læst med og været medlem et stykke tid, men har ikke fået skrevet en besked om, at jeg er her.

I november blev jeg mor til verdens dejligste dreng, født i uge 34+0. Han kom som en overraskelse og brugte nogle uger på neonatal afdelingen. Med stor tålmodighed og ikke mindst viljestyrke og udholdenhed fik vi efter halvanden md. lært at amme. Eller det vil sige, der skulle gå så lang tid, før han var stærk nok til at spise et helt måltider hos mig. Det var nok den største sejr for mig og os. Jeg har nemlig altid drømt om at amme mine børn, så det ville have været et stort tab ikke at kunne, når det er mit første barn.

For at få amningen til at køre godt, var jeg en masse igennem. Først brystbetædelse i det ene bryst, en lille uge efter vi var kommet hjem på orlov fra hospitalet, begyndte min mælkeproduktion at dale gevaldigt. Tilsidst var jeg nede på kun at kunne malke ca. 100. ml. ud i døgnet i det hele. Det er jo ikke nok. Derfor tog jeg i mod afdelingens tilbud om en kur med et præperat, der hedder Primperan. Det satte fut i mælkeproduktionen. Så i løbet af 4 dage, var der  mere end rigeligt med mælk. Samtidig faldt ti'øreren for lillemanden og vi kunne selv. Det er nu omkr. tre mdr. siden og vi er stadig selvforsyndende, og jeg er lykkelig for det.

Ja, det det var vist en meget kort version af mig og mit ammeforløb de sidste ca. 4 mdr.