Jeg tror, det er helt normal adfærd. Han er ikke uopdragen. Han fortæller bare, at han vil have mælk. Det er da fint. August er knap 1 år, og han fortæller også, når han vil ammes. Han klapper mig på brystet. Min søster pige på 8 mdr. gør som din dreng.

Hvor ofte er det han vil ammes?

Vi ammer altid når vi han kommer hjem fra dp. Det tager ca 15 minutter hvor han bare ligger og nyder. Så er han klar til leg. MEn hvis jeg så sætter mig med storesøster og fx læser en bog, så begynder han at hive mig i tøjet til jeg tager ham op og så kaster han sig ned i ammestilling. Hvis jeg så ammer ham, sutter han i 4-5 minutter og smutter så igen. Efter 5 minutter kommer han tilbage.

Hvis jeg laver mad, vil han op og være med og så bliver det også hurtigt til "AM MIG MOAR!"

Det er kun når han er sammen med mig han vil ammes (selvfølgelig - måske? ) Men overlader jeg ham til far, lader han sig hurtigt trøste og leger videre. Det er nogle gange som om hele vores samvær er bygget op omkring den amning, og det synes jeg er lidt hårdt. Jeg kan ikke bare sidde og putte med ham i sofaen, for så vil han amme. JEg kan ikke tage ham på skødet når vi spiser, for så vil han amme. Hvis jeg går i brugsen med ham på armen efter en liter mælk, vil han amme    Jeg kan ikke trøste ham uden babs og det ville jeg rigtig gerne kunne. Også fordi når han vågner om natten er det mig der vågner - min mand kan sove fra det meste - og så er jeg nødt til at amme ham før han sover videre igen.

Hvordan har du lært August at klappe og ikke kaste sig ned?

Faktisk var det en ide, jeg fik fra Sisse, så tak til hende. Men jeg har igennem en lang periode klappet mig selv på brystet, når han skulle ammes. Hver gang har jeg sagt noget i stil med: "Skal du have en tår mælk". På et tidspunkt gjorde han det af sig selv. Det er helt fantastisk at kunne kommunikere på den måde. Men din søn er da også god til at give udtryk for sit behov.

babytegn er superfedt, synes jeg

grith, jeg tænker to ting: amning er mor helt ned i maven, og derfor er det verdens bedste trøster jeg ammer stadig falke til trøst - det beder han om, når han virkelig er ked af det og har slået sig slemt. men hans far kan sagtens trøste uden problemer, og har kunne det fra han var omtreent 1½-2 år, og det er vist meget normalt kan jeg se

men jeg tænker også, at det er hans måde at få mor, og at det faktisk tit er noget, vi selv lærer dem, hvis du forstår. det jeg mener er, at når vi er der for dem, når de vil ammes, så har vi måske en tendens til at tænke at det ligesom er det. dvs vi glemmer alt det andet vi kan lave med dem, og på den måde laver vi koblingen mor=amning. kan det være det? måske har han bare brug for en større dosis mor, end du lige tror? jeg taler af erfaring her, og på vegne af adskillige andre også

Tak Sisse.

Jeg tror du har ret, men hvordan kommer jeg så herfra og dertil? Amme ham mindre eller  kramme ham mere når han ikke vil amme? Ej , der gi'r jeg jo næsten svaret selv.. synes bare ofte han trækker sig væk hvis jeg forsøger at nusse hvis han ikke vil amme.

enig men det kan også være det handler mere om bare at være med sammen med dig - at være med når du laver mad og alt det andet, og at bygge klodser på gulvet. det er svært når man har flere børn, fordi der er så mange der skal tilgodeses, og måske især de mindste nemt 'glemmes' i processen, fordi de ikke stiller andre krav end amning? jeg mener glemmes på den måde, at man måske glemmer at lave ting hvor de sådan rigtigt er med. det synes jeg i hvert fald jeg kan huske her hjemmefra.

Jeg gjorde selv det - efter råd fra Sisse - at jeg simpelthen gav Lucas en massiv overdosis mor: Jeg havde ham med overalt når jeg var hjemme - og bar ham i slynge det meste af tiden. Efter ganske kort tid - et par dage højest - havde han fået nok mor og valgte mig i højere grad fra og efterspurgte heller ikke amningen så meget. 

Min "fejl" var den at jeg efter lange perioder med sygdom bare var træt - og derfor trak mig meget ind i mig selv. Det eneste han vidste han kunne få mor ved - altid - var ved at blive ammet, fordi jeg jo havde valgt at det ville jeg ikke sige nej til. 

hold fast hvor er det bare lige præcist sådan vi har det her hjemme - og hvor ramte dine ord plet Dawn - min søn er lige midt i seperationsfasen og pjevser rigtig meget + er meget vågen om natten , så jeg er bare så meget på lige nu - men da jeg læste dit indlæg, kunne jeg pludselig se at jeg faktisk også trækker mig ind i mig selv når han pjevser sådan og så er det jo indlysende at han søger mig endnu mere.... Jeg tror vidst lige jeg skal have tanket ham op med en ordenlig dosis mor:stortsmil: