Godmorgen de damer

Skriver lige for at læsse lidt af men også for at dele min nuværende ammehistorie med andre der måske sidder og føler sig alene i samme situation, og er ved at få pip.

Pauline er nu 14 måneder gammel og eeeelsker sin mælk Vi friammer døgnet rundt og hendes behov svinger rigtig meget. Nogle gange ammer vi 20 gange på en dag, andre gange måske 3, men nætterne er et kapitel for sig.

Hun følger et meget fast mønster og har gjort det siden hun var lille. Hun bliver lagt omkring klokken 20, og vågner næsten på slaget 45 minutter senere efter første tår. Dereter går første halvdel af natten med amning ca en gang i timen, og oftere hvis hun er syg. Hvis jeg er heldig nedsættter hun amningen til en gang hver anden time de sidste 4 timer af natten, men det er langt fra altid.

Hvis ikke jeg lgger ved siden af hende når hun vågner første gang, når hun at vågne helt op, og holder fest til sent om natten, så jeg har simpelthen kapituleret nu, og kravler i seng med hende klokken 20. Ellers risikerer jeg at hun vågner, og derudover er det den eneste måde jeg kan få nok søvn på selv. Hun sover også meget let, og vågner derudover også af den mindste larm og støj - endda prutter

Men nøj jeg er godt nok slidt og brugt lige nu, og har været det længe. Som singlemor til hende, og til storebror på 3 er der i forvejen ingen mor-tid i løbet af dagen, og uden aftenerne , er det helt håbløst. Men sådan ser mit liv jo bare ud.

Jeg har ikke overvejet at stoppe amningen - overhovedet. Min mavefornemmelse fortæller mig nemlig at det ikke er amningen der vækker hende, men at det snarere er det der får hende til at falde til ro igen, og derudover ser jeg den hyppige opvågning som et tegn på at hun har meget brug for mig og for trøst, så at skære amningen væk ville være synd - synes jeg.

Hun er ikke udpræget High Need barn om dagen. Hun har en snert af det, men ikke voldsomt, men nætterne er som revet ud af doctor sears' beskrivelse.

Men... som sagt skriver jeg ikke så meget for at få gode og velmenende råd, men mere for at dele og klynke lidt, for jeg ved at jeg ikke er alene om de brutale nætter og sensitive børn