Kære amme-eksperter Jeg har netop fået tviillinger, en dreng og en pige, som i morgen bliver 4 uger. Efter amme-opstarten er vi nu endt der hvor jeg stereoammer hver 4. time og min datter får supplering på flaske efter amning. Jeg har haft hjælp i starten, men skal nu til at være alene hjemme om dagen og jeg kan ikke få den amning til at gå op og ende i en fornuftig putning. Det foregår således: Den ene tvilling vågner og er sulten (som regel pigen) og jeg vækker den anden. Så sætter jeg mig til at amme og de suger begge godt. På et tidspunkt efter 10-15 min er de begge sprunget fra og småsover, grynter osv. Så bøvser jeg dem lidt omend det er lidt besværligt da de er meget urolige og bevæger sig meget. De er ikke gode til at bøvse desværre. Så går jeg ud og skifter dem og så ind igen og amme. Her tager de begge fat og ammer mere eller mindre godt. Så falder de begge fra og jeg bøvser dem og så er det at det begynder at gå op i hat og briller. Jeg forsøger at give min pige supplering samtidig med at drengen ligger og hviler eller ammer eller lign. Men han ligger meget uroligt og hun vil ikke spise noget og så er der en der skider og en der gylper og en der får hikke osv osv. Det ender altid med at jeg siger "nu er det nok" og så smider jeg en baby i svøb og bøvser/putter den anden, herefter tilbage til den svøbte baby som ligger og er mere og mere urolig og bøvse/putte her. Det er meget utilfredsstillende ikke at kunne servicerer mine børn til en rolig overgang fra amning til sove. Det hele tager 1 1/2-2 timer og det er jo alt for lang tid. Der er ikke tid til at ligge på maven, øjenkontakt m.v. Jeg bliver vildt frustreret og drømmer om at gå over til flaske. De døjer begge med luft, gylp og meget afbrudte og larmende lure, hvilket betyder at vi heller ikke får sovet. Men jeg får heller ikke bøvset dem ordentligt, for det er noget besværligt. De virker begge meget forslugende, spiser med voldsomme synkebevægelser. Jeg skifter bryst hver dag således at min søn kan stimulere brystet for hende, så hun ikke bare tager mere og mere på flasken, som jeg har hørt kan ske ved supplering. Er det den rigtige måde at gøre det på, eller skal de have hver deres bryst? Til sidst kan jeg fortælle at det er min plan at amme til de er 2-3 mdr. og så gå over til flaske af hensyn til hele familien. Har nemlig også en pige på 2 1/2 som også kræver opmærksomhed, så når hun er hjemme blive amningerne også noget afbrudte/forkortede. Håber I kan hjælpe med nogle råd til en bedre amning og nogle mere rolige babyer og lure, samt en dermed mindre frustreret mor, som bibeholder amningen lidt længere
Kh Christina
og tillykke med de to små! De første uger med tvillinger er de mest fantastiske og hårdeste i mit liv. Husk hvilket fantastisk arbejde du og din krop klarer - producere mad til to plus omsorg og meget andet. Klap dig selv på skulderen, og tag et klap fra mig også 
Mht flaske, så har jeg ikke prøvet det selv, men det jeg har hørt fra andre tvillingemødre er, at det slet ikke er nemmere end at amme - der er meget arbejde med flaskerne, og når man giver to flaske på en gang er det svært samtidig at have øjenkontakt og hygge.
Her er nogle tanker, som jeg får, når jeg læser om din frustration - brug hvad du kan og ignorer resten, og uddyb gerne, hvis jeg har fået galt fat på noget 
Når du siger, det går op i hat og briller, hvad er det så der sker? Hvad kunne du godt tænke dig der skete? Babyer har tit deres egne rytmer, som ikke altid passer med den måde, vi gerne ville indrette os på. Måske kan det komme til at køre på en anden måde end du lige forestiller dig? Kunne det f.eks. være, de faktisk er klar til at "lege" lidt efter endt amning, mere end de er klare til at sove?
Med lidt øvelse kan du dobbelt-bøvse bebserne, en over hver skulder.
Du skriver, at din datter ikke vil tage suppleringen - kan det være fordi hun faktisk er mæt?
En åbenbaring for mig var en god vikle eller slynge, hvor den ene kunne ligge og putte og få tryghed og kropskontakt, mens jeg kunne pusle/bøvse/trøste den anden. Kunne det være en løsning for jer?
Når de kun er fire uger, går tiden mest med amning, pusling, trøst og søvn - der kommer masser af tid til at ligge på maven og have øjenkontakt senere. Jeg synes slet slet ikke det lyder af meget at bruge halvanden til to timer på to gange amning med pusling og bøvsning ind imellem, når de er så unge. Det bliver bedre 
Mht at skifte bryst, vil jeg foreslå dig kun at bytte bryst hver anden gang - hvis drengen tømmer brystet mere effektivt, får pigen altid et (relativt) tomt bryst, mens drengen altid skal slås med et sprængfyldt bryst. Hvis du skifter hver anden gang, får de begge lidt af begge dele.
De er forslugne skriver du, og døjer med luft i maven. Umiddelbart tænker jeg, at fire timer er meget længe mellem amningerne, hvilket betyder, at der er tryk på mælken, hvilket kan få dem til at sluge ekstra luft, og børnene får meget formælk, som er sværere at fordøje. Måske ville det give en rytme at lægge dem til lidt oftere, f.eks. hver tredje time? Eller prøv at læse om overproduktion og se om det kunne passe på jer.
Jeg kan godt forstå, du gerne vil være der for din store lille pige. Spædbørn har et afgrundsdybt behov for deres mor. Måske kan du få mere ro ved at sætte lidt tid af på et bestemt tidspunkt hver dag, hvor din mand passer tvillingerne, og du helt kan hellige dig din datter, og så hjælpe hende med at acceptere, at hun må dele din opmærksomhed med tvillingerne resten af tiden?
Håber der var en ting eller to, der kunne hjælpe, og vend gerne tilbage, hvis der er uklarheder, eller du har brug for et skulderklap mere - for det fortjener du 
Jeg skiftede bryst hveranden gang, jeg ammede - dvs hvert barn fik to gange på det samme bryst i træk, og så byttede de - og det synes jeg fungerede godt for os. Hvis du kun skifter hver dag, kan det være, at pigens bryst bliver for overfyldt i løbet af dagen, og det kan i sidste ende give dig brystbetændelse. For nogle tvillingemødre fungerer det godt at give børnene hver deres bryst, så det kan du også overveje. Jeg ville dog først prøve at skifte bryst hveranden amning, for det giver alt andet lige lidt mere fleksibilitet, at begge børn vil tage begge bryster - og det giver desuden bryster af nogenlunde samme størrelse at brysterne bliver stimuleret ligeligt 
Det kunne lyde som om de er sultne, når de er meget utilfredse, græder og sover uroligt, og virker forslugne ved brystet. Jeg vil foreslå dig at lægge dem til brystet oftere. Spædbørn har små bitte maver - som en valnød, når de bliver født - og de er derfor nødt til at spise tit. Hver tredje time eller oftere er det normale i deres alder. Det kunne godt være løsningen på jeres problemer: Når de er forslugne og oversultne og brysterne er for spændte, så sluger de også en del luft, som de bagefter døjer med. Hvis du synes, det lyder uoverskueligt at klare endnu flere amninger, end du gør nu, kan du evt. nøjes med at lægge dem til en enkelt gang hver amning. Hold dem så til gengæld til ilden så længe som muligt ved at massere håndflader og fodsåler - det sætter gang i sutterefleksen, hvis de begynder at falde af på den.
Det er heller ikke nemt - men du kan godt have overproduktion samtidig med, at de er sultne, fordi deres maver kan kun holde en vis mængde mælk. Så selvom der er masser at tage af, kan de måske ikke få "nok" til at strække til fire timer. De første uger er der normalt masser af mælk, men efterhånden kommer niveauet ned på det, børnene drikker. Så det er normalt at føle, at spændingen går af brysterne, der så kan føles slappe og tomme. Det er de ikke 
Det er dig, der bedst kan vurdere hvad der passer til jer, og hvad deres signaler betyder
Kunne en ide være en tre-timers rytme, hvor du kun ammer dem en gang? Evt. kan du prøve det en dag eller to og se hvad du synes. Hvor meget vejer de? Tager de på, som de skal?
Hvordan går det i dag 
Hej Mor til 2,
Jeg vil starte med at sige, at jeg har enorm respekt for tvillingemødre - det må være benhårdt med 2 spædbørn 
Og så vil jeg bare tilføje en tanke: amning er andet end mad
Dvs at somme tider kan det være lidt misvisende at tænke på hvornår de kan være sultne igen, for faktisk kan der være andre grunde til at de har brug for at ligge ved brystet. Amning er "mor helt ned i maven" som en af mine veninder engang så klogt sagde
Det er trøst, smertestillende ved mavepine, hudkontakt som stimulerer hjernens udvikling o.m.a.
Her er en artikel om hyppighed (på engelsk): http://www.kellymom.com/bf/normal/frequent-nursing.html
Grunden til at børn godt kan være sultne, selvom man har overproduktion, er at de så får for meget af den tynde mælk, som er rig på laktose men ikke har så meget fedt. Jo længere ind i ammemåltidet, de kommer, jo mere stiger fedtindholdet - og jo kortere tid der går til næste måltid, jo højere er fedtindholdet stadig. Dvs at ammer de næsten til den fede mælk ved et måltid, og der så går 4 timer til næste, så er fedtindholdet faldet temmelig meget, og der er igen meget formælk.
Jeg er stadig ikke blevet klogere på om der er overproduktion, om de er sultne osv. Situationen er den samme, vi ammer hver 3./4. time og hvis jeg er alene går det op i hat og briller og jeg er stadig ikke sikker på de er mætte. Altså kun når jeg er alene, når jeg har hjælp er der jo en der supplerer pigen, og så har jeg god tid til at amme drengen færdig - og det er hyggeligt. Dog ikke for pigen, som så kommer fra mors arm og til flere forskellige arme, lille stakkel. Jeg syntes allerede jeg kan mærke hun undviger mig og er langsommere til øjenkontakt osv. Jeg håber det bare er indbildning fra min side...
Jeg har lavet det om til at vi skifter bryst hver 2. gang, men jeg syntes ikke det har gjort nogen forskel. Dog er pigen begyndt at tage mere supplering, har taget helt op til 60 ml, men det kan jo også være et appetitspring (de bliver 5 uger i morgen).
Så altså egentligt ikke noget nyt herfra, jeg kæmper lidt videre og gode råd er altid velkomne. Tak fordi I skrev at 1 1/2 - 2 timer er ok, og øjenkontakt mm kan komme senere, det tog lidt at den dårlige samvittighed, og gav mig mod på at blive ved
Kh Christina Tak for updaten 
Jeg tænker på, hvad der kan gøre livet lidt lettere for dig. Har du en god ammestilling? Jeg sad selv med to sofapuder, en på hver side, og så en stor tvillingeammepude ovenpå (de to sofapuder bragte ligesom siderne af ammepuden op i højde med midterstykket, der jo lå på mine lår). Ovenpå dem lagde jeg babydyner, der yderligere forhindrede bayerne i at trille ned, og som bedre kunne "puttes" ind bag ryggen på dem, så de lå ordentligt. Nogle gange var jeg så udmattet, at vi alle tre faldt i søvn der, og jeg først blev vækket til deres næste amning 
Der er bestemt ingen grund til at begrænse sig med spørgsmål, vi har jo allesammen været der og ved hvor hurtigt det kan skifte fra den ene yderlighed til den anden. Bare spørg løs!
Tusind gange tillykke med den flotte vægtstigning, jeg ved fra mig selv hvordan der falder en sten fra ens hjerte 
Kunne det være, at det var ved at være tid til at lægge suppleringen til pigen på hylden igen? Det lyder da som om du har mere end nok til dem begge to, og det kan da gøre tingene lidt enklere for jer?
Mht nætterne kan det være, drengen kan sove igennem en amning af pigen? Men jeg kan godt forstå, du gerne vil bevare synkroniseringen. Amning kan handle om andet end sult - det er også tryghed og trøst.
Ang ammestillgen. Du kan måske se på mit signature billede hvordan jeg sad - det er fra de var babyer (5 mdr tror jeg - jeps, jeg burde få et nyt efterhånden). Jeg sad normalt oprejst, men ikke lænet frem. Når man læser sig frem, får man faktisk en lille smule mere tryk på nedløbet, og da jeg også havde overproduktion, var det faktisk en fordel at sidde lidt tilbagelænet, så de bedre kunne klare mælkemængderne. Du kan også se, at de ligger på siden, for på den måde har de bedre kontrol med strålen og de kan få munden fuld af mælk uden det løber ned i halsen på dem. Om natten kunne jeg så godt lige glide lidt tilbage og lukke øjnene 
Hej Christina,
Du skal da ikke begrænse dine spørgsmål
Det er altid bedre at spørge og få svar end at tumle med spørgsmålene alene. Hvad man så bruger svarene til er op til en selv, men information kan du i hvert fald altid få herinde 
Jeg vil bare lige sige et par ting om det med sult:
Der kan være andre årsager til at børn græder og har brug for mor end sult. De har simpelthen også brug for nærhed, nogle mere end andre, og fx har de børn, man kalder high need ofte brug for kropskontakt det meste af tiden. Det ved jeg af erfaring
Og amning løser alle problemerne - både hvis de er sultne, har ondt i maven (vidste du at modermælk er decideret smertestillende?), og har brug for kontakt 
Man kan ikke fylde så meget i en lillebitte mave, at man kan regne med lange perioder mellem sultfølelse. Deres maver er virkelig små, og mange børn har brug for at amme hver anden time eller mere. Det er ligesom med voksne - vi er alle godt klar over, at vi har bedre at mange måltider end de gammeldags 3 store, og det gælder også (især) babyer.
De kan godt tage fint på (eller endda meget på) selvom de får for lidt af den fede og mættende mælk. Ved overproduktion (jeg husker ikke om du havde læst artiklen? Klik på ordet med blåt), kan de både tage lidt og meget på.
Jeg tænker at det kunne være en stor hjælp hvis du kunne finde frem til en god ammestilling, hvor du kan sidde afslappet, evt blunde lidt. Måske eksperimentere med lidt puder foruden ammepuden? Måske Sasja har nogle gode billeder?
Jeg har desværre ikke lige så mange ammebilleder her, men i hvert fald er der mit sig-billede i en lidt bedre størrelse:


Hvor ser det bare hyggeligt ud 
Tak
- ja, det har sørme været hyggeligt
Selvom det altså også ofte kunne være temmelig frustrerende.
Hvordan går det med jer, Christina?
Det er vildt hårdt - mine tvillinger var også ret krævende, og det var også særligt sent på eftermiddag og aften, så jeg ved, hvor hårdt det kan være, især når de er kede af det samtidig 
Jeg synes, at kellymom har en rigtig god, kort og klar artikel om problemet her, hvis du kan med det engelske.
om os | kontakt | guidelines