Jeg er ret frustreret over amningen af min datter på snart 4 uger. Hun slipper konstant brystvorten under amning (nogen gange dog oftere end andre, men ofte er det måske hvert 20. sekund eller der omkring, værst i starten af amningen). Det gør amningen meget langtrukken og det gør det også svært at vurdere, hvornår hun er mæt. Derudover sker der tit det, at hun ender med at sutte forkert, fordi jeg ikke hele tiden får sørget for, at hun griber rigtigt om vorten.
Hun spiser typisk 15 minutter, derefter skifter jeg hendes ble, og så 15 minutter igen (på samme bryst). Meget af ammetiden går dog med ovenstående sutte-slippe-sutte. Til tider ender det med skrig og skrål, fordi hun vist selv er frustreret over det.
Hun vokser generelt fint - havde taget 900 g på i løbet af de første 3 uger, så hun nu vejer 5,2 kg. Hun gylper, bøvser og prutter meget, og har afføring 8-10 gange om dagen.
Min egen teori er, at problemet skyldes, at hun får for meget mælk på én gang, hvis hun opretholder et konstant sug. Ofte sprøjter mælken ud i hovedet på hende, når hun slipper vorten, og hun tager også hovedet væk på en brat måde som om, at hun har fået for meget mælk i munden. Desuden er problemet størst ved amning på mit højre bryst, som også laver mere mælk end det venstre.
Udover at gøre amningen anstrengende, er der også problemer med, at hun ikke får tømt det højre bryst tilstrækkeligt, fordi hun bliver ved med at slippe. Det gør så det pågældende bryst endnu mere spændt og ømt, og det gør igen den næste amning vanskelig.
Har I noget bud på, hvad det kan skyldes og hvad jeg kan gøre ved det?
PS: Hun spiser regelmæssigt ca. hver 3. time, så der er ikke tale om, at hun får for lidt eller for meget at spise, tror jeg.
hej og velkommen til
Du bør klikke på de ord, jeg markerer med blåt
jeg synes helt klart, at det lyder som om du har overproduktion. Giver hun ikke selv udtryk for, at ville amme hyppigere end hver 3. time ?
bruger hun sut ? Prøv at læs wikien om overproduktion igennem, og kom med en tilbagemelding
Tusind tak for dit svar.
Jeg tror, du har ret i, at det kan være overproduktion. Følgende kan jeg nikke genkendende til:
Min sundhedsplejerske sagde, at hun slipper, fordi mælken løber langsomt til, men det kan jeg jo se ikke passer. I nogle dage i sidste uge gik jeg over til at amme på begge bryster ved hvert måltid, fordi sundhedsplejersken mente, at det ville give mere væske til barnet og dermed mindske maveproblemerne, Min oplevelse var dog, at det blev værre og at hun var oftere sulten, og derfor gik jeg tilbage til at amme på ét bryst pr. gang. Hvis jeg har overproduktion, passer det jo også med, at det bare vil blive værre, hvis jeg ammer fra begge bryster hver gang.
Jeg synes især problemerne passer på det højre bryst. Vil du så foreslå, at jeg ammer oftere fra det venstre og dermed forsøger at få produktionen på det højre mindsket? Eller skal jeg forsøge med blokamning på begge bryster? Hun slipper også ret tit, når hun ligger ved det venstre, men det giver dog ikke helt så mange problemer som ved det højre.
Mht. om hun beder om mad oftere end hver 3. time, så gør hun det nogen gange. Her til morgen har hun fx villet have mad kl. 6, 8 og 10, og når det så tager 3 kvarter hver gang (inkl. skiftning), så er der ikke meget tid til andet. :(
Og ja, hun bruger sut. Jeg bruger ikke brystet som trøst (tror jeg da) - der tager hun gerne sutten.
Hej igen,
Det er rigtigt flot, at du har fulgt din intuition og ikke skiftet bryst hele tiden, når de sp sagde det. Det er vigtigt, at man får brysterne ordentlig tømt - både for at mindste riciko for tilstoppede mælkegang, men også så barnet når ned til den fede, mættende mælk.
Nogle børn vil også slippe under amning, hvis nedløbet ikke rigtig vil gå i gang - og de bliver lidt utålmodige, men hvis du har et tydeligt kraftigt nedløb, er jeg sikker på, at det er derfor hun slipper.
Lige netop rådgivningen omkring at skifte bryst hyppigt, har nok startet din overproduktion. Det er korrekt at barnet får mere formælk, men mælken i brystet skifter under ammemåltidet og barnet har behov for det.
Jeg vil foreslå dig, med de symp. du beskriver, at du blokammer fra begge bryster, ligeså længe du kan holde til det. Det er lidt en balancegang - for hvis du kan blokamme længere på det venstre, end det højre - så er det sådan det er. Mærk efter i din krop hvor længe du kan nøjes med at amme fra et bryst - og skift når du eller dit barn har behov for det. Hvis du ikke oplever dit venstre bryst som et problem, så am fra det, som du nu synes er bedst - man kan godt have overproduktion på èt bryst, men som udgangspunkt hvis du også fornemmer meget mælk dèr, er det en god ide at blokamme fra begge.
Du skal ikke være bange for at få faretruende lidt mælk - du kan altid øge produktionen igen, i løbet af få dage
Har du læst om friamning ? at det er bedst at amme barnet efter behov og lige så længe barnet vil - også selvom det er hver time.... nu spørger jeg, fordi at der er nogen som får at vide, at de kun skal amme hver 3. time - og det er ikke godt, hvis barnet reelt har et større behov. Har du læst om sut ? sut, kan være med til, at barnet ikke vil amme efter behov, da babyer med sut ofte sover længere når de har noget at sutte på, og derved ikke altid for mærket deres behov..Så du kan godt friamme - dog det er fra samme bryst
Tak for hurtig tilbagemelding.
Jeg synes, jeg prøver at amme hende, når hun udtrykker behov for det. Men det er jo ikke altid helt nemt at vide, om det er det, hun vil. Men jeg giver hende bryst, når hun lyder og ser sulten ud. Når hun er træt, giver jeg hende nogen gange sutten at falde til ro på og så falder hun hurtigt i søvn...
Mht. at amme hyppigere tænker jeg, at man vel risikerer at hun får endnu mere af den tynde mælk ved at spise hyppigere? De gange, jeg har lagt hende til efter fx kun 1 time, har hun kun suttet ganske kort tid (og så har jeg konkluderet, at hun nok ikke var sulten). Og hvis hun hele tiden kun ammer små portioner, så ender hun vel bare med aldrig at få den fede mælk? Og stimulerer det ikke også bare til endnu mere overproduktion, eller hvad? (I øvrigt kunne jeg ikke få dit link om friamning til at virke...)
Vores pige sover ikke med sutten. Hun bruger den nogen gange til at falde i søvn med, men hun har den ikke hele natten. Om natten vågner hun mellem hver 2. og 4. time for at få mad, så mit indtryk er ikke, at sutten ødelægger hende evne til at mærke sult. Jeg tror heller ikke helt, jeg forstår, hvordan sutten skulle skabe problemet med overproduktion? Kan du evt. uddybe det? (Måske er det min ammehjerne, der slår ud her...
)
jeg hopper lige ind med nogle kommentarer
jo hyppigere man ammer, jo mere fed er mælken på det pågældende tidspunkt. jo mindre ofte, jo mindre fedtindhold i mælken. dvs at når du ammer hende igen efter kort tid, får hun et mere fedtholdigt måltid, og det passer fint med at hun tager et kortere måltid der - simpelthen fordi hun hurtigere får det, hun skal have. det er derfor bedst at amme hyppigt. når det så er sagt, så er det vigtigt at du med overproduktion ikke skifter brystet hver gang, og i stedet blokammer.
og til sidst: jeg ved godt, at man tit snakker om at de sommetider bare skal have trøst og ikke mælk, men det er altså lidt en and
amning er andet og mere end mælk og måltider, og de fleste af det lille barns behov stilles jo netop ved brystet - nærhed, hudkontakt (ufattelig vigtigt for hjernens udvikling!!) evt. smertelindring og endelig næring. hvis barnet vil sutte men får for meget mælk, kan en sut selvfølgelig bruges, men de lærer også hurtigt at sutte på brystet på en måde, der ikke får mælken til at løbe (dog kun hvis man ikke har overproduktion). så du skal ikke være bange for at trøste ved brystet, for det er den mest sublime trøst, du kan give
at de lader sig nøje med en sut er heller ikke udtryk for at de rent faktisk ikke mangler mælken, for nogle børn lader sig bare nemmere nøje og kommer derved til at mangle, fordi de snydes af sutten og sutter sig trætte ved den. og den ER jo unægteligt en erstatning for the real thing, sådan en gummidims.
der er det vigtigt at bede om den praktiske hjælp, man har brug for, for babypasning er dælme et noget vigtigere job end støvsugning og indkøb. og når det hele kører, kan det nemmere lade sig gøre at lave andet, gerne med baby i en slynge.
Sissemor, mange tak for dine svar.
Jeg synes nu, at jeg prøver at amme hende, så snart hun udtrykker behov for det. Jeg kører ikke efter et skema - i så fald skulle hun vel også bede om mad oftere om natten og det gør hun ikke. Hun vågner cirka hver tredje time og så ammer jeg hende. I dagtimerne er det alt mellem hver anden og hver fjerde time, hun får amd.
Jeg bliver godt nok helt forvirret nu - om jeg gør det helt forkert og aflæser hendes signaler dårligt.
Men jeg gør det jo så godt, jeg kan...
Mht. sutten, så bruger vi den kun, når hun er urolig og skal sove. Det er ofte lige efter amning, så det er vel ikke mere amning, hun har behov for?
Og vil hyppigere amning ikke bare være mere belastende for hendes mave og stimulere min mælkeproduktion endnu mere?
Ih, jeg synes det er en jungle af finde rundt i det her. Man kan jo næsten kun gøre det forkert...
undskyld, jeg har forvirret dig
tager det lige fra en ende af:
mange kvinder tror, at de skal se forskel på om deres ganske spæde børn har brug for mad, trøst eller andet, og indretter deres respons herefter. det jeg siger er, at amning tilfredsstiller alle disse behov. amning virker smertestillende og beroligende på babyen med ondt i maven, fx. selvfølgelig har børn også brug for andre ting, en ren ble, op at bøvse, snak osv, men amning er svaret på det meste
det lyder som om man skal amme hele tiden, men det skal man jo ikke - man skal blot ikke bruge så meget tid på at prøve diverse af, når babyen bliver 'fussy'.
når amningen er ved at være slut og babyen falder i søvn, kommer der stadig mælk, og denne mælk er oftest den fede. derfor er det en særdeles god ide at amme videre i stedet for at give en sut, dvs ikke tage baby fra brystet, før hun afviser det helt. det er ikke en dårlig vane at falde i søvn ved brystet
selvom mange vil bilde os det ind. når hun bliver urolig efter amning, er det måske en bøvs der skal ud - prøv det som det første og læg gerne til igen derefter. ellers kan det være en lille dans på arm/i slynge eller andet, der er brug for.
babymaver har ikke brug for ro - det er gammel overtro. de har brug for at blive fyldt til det passende punkt, hvor bábyen naturligt siger fra. deres appetitregulering er perfekt. dog har de brug for at blive fyldt op med andet end den meget laktoseholdige formælk, som din datter reagerer på nu. hvis du får tilpasset din produktion til hendes behov, vil alt blive anderledes, og hun vil få mere af den fede mættende mælk.dette betyder dog ikke, at du SKAL amme meget ofte, slet ikke - din datter siger til, når hun skal, og jeg er sikker på, at du læser hende rigtigt
det betyder blot, at det ikke er en god ide at strække tiden, som nogle ellers får at vide afdiverse sundhedsfaglige personer.
hvis du blokammer (og det er vigtigt at du gør det nu), så vil din produktion ikke stige men falde, selv med hyppige amninger. læs mere om det i artiklen om overproduktion.
er det stadig forvirrende? det må det ikke være, så spørg igen, hvis det er!
Tak for uddybningen - så er jeg mere rolig igen.
Eftersom vore baby har haft mange maveproblemer (også som følge af, at jeg var på antibiotikakur i uge 2 af hendes liv, dvs. i forrige uge), har jeg indtil videre ikke haft succes med at amme hende i søvn. Hun skal ofte bøvse og prutte eller har fået ondt i maven, så der har skullet andre ting til at få hende til at falde i søvn.
Her til aften faldt hun dog i søvn ved brystet. Efter at jeg har ammet to gange på hver bryst i løbet af eftermiddagen og aftenen! Så måske virker det med blokamningen faktisk!
Tak for alle rådene i hvert fald.
bare din overproduktion kan give hende mange maveproblemer, så det skal nok blive godt
og blokamning virker i den grad
jeg har blokammet begge mine som små, ellers havde jeg seriøs overproduktion.
det lyder til, at du er på rette spor - men vend endelig tilbage, hvis du har behov for det :-)
Jeg har lige et lille supplerende spørgsmål. Jeg synes, det fungerer fint med at amme to måltider i træk fra hvert bryst. MEN der går altså stadig typisk mindst to timer mellem måltiderne. Har brystet så ikke nået at fylde op med den tynde mælk igen? Og får hun så stadig ikke for meget af den tynde mælk?
Jeg vil jo gerne sikre, at hun får den fede mælk. Især fordi vejning ved Sundhedsplejerske idag viste, at hun kun har taget 100 g på den sidste uge, mod 300 g. pr. uge de første 3 uger. :-(
Mit indtryk er dog, at hun får mere af det fede mælk nu - og mine bryster er også mindre spændte. Hendes afføring er heller ikke så slimet og tynd længere. Så det er vel tegn på, at det går i den rigtige retning...
der er gendannet mere mælk, men hun vil stadig have lettere ved at komme ned til det fede mælk - hvorimod det andet bryst du ikke har ammet fra, indeholder mere formælk. Det første mælk barnet får er formælk - mælk til at slukke tørsten med. Derefter kommer fløden/desserten - og det er det mælk, som giver "elastikker på arme og ben"
Så mælken varierer og ændrer sig under amningen - så jo flere gange du ammer fra samme bryst, jo federe bliver mælken - også næste gang. Du har måske også langt mærke til, at mælken i starten kan være gennemsigtig eller have et blåligt skær - og den fede mælk er tykkere og helt hvid - og kræver mere arbejde at få ud. Kan du mærke at produktionen falder ? nogle ammer fra begge bryster i hele ammeperioden, hvor andre blokammer - ammer fra èt bryst om dagen, og så har det andet til natten. Du skal finde din måde at amme på - det kan godt være, at du befinder dig bedst med at amme fra begge, når først overproduktionen er under kontrol.
har du læst i wikien om vægtøgning - ellers prøv at gå ind og kig. Det er nemlig helt normalt, at de ikke tager lige meget på i vægt for hver uge - så rykker hun måske i længden, istedet. Når du friammer - friamning, vil din produktion altid tilpasse hendes behov og give mulighed for, at hun kan øge produktionen, når hun har brug for det. Og så har det så meget at sige, om det er den samme vægt, om hun har tisset/ammet heller ej, og hvor meget tøj hun har på - så vægten kan sagtens være en hel anden om en uge igen
så længe hun trives, udvikler sig som hun skal - så er det ikke helt galt.
knus!
Hej Mia
Tak for svaret. Og ja, jeg kan mærke, at min produktion er gået ned. Det er rigtig rart - både fordi det gør det meget nemmere for hende at sutte og fordi mine bryster ikke gør så ondt længere.
Jeg kan også tydeligt se, at hun får mere af den fede mælk nu. Igår tømte hun faktisk et bryst! For første gang... Det viser jo, at overproduktionen er ved at være under kontrol. Jeg vil lige se det an i løbet af i dag. Hvis hun fortsat kan tømme brystet, vil jeg gå tilbage til at amme en gang på hver.
Tak for al jeres hjælp. Det er rart at kunne få noget vejledning, når man er lidt på herrens mark!
PS: Sutten holder jeg altså fast i. Muligvis er mine bryster en bedre sut, men jeg forbeholder mig også retten til bare at have 2 minutter for mig selv. ;)
det lyder rigtig godt, eva
du kan altid vænne tilbage til blokamning, for hvis hun nu kan tømmet et bryst, er det jo lige som det skal være.
Vedr. sutten : det er helt og aldeles dit eget valg, og du finder ingen, der vil løfte et øjenbryn af det
grunden til, at vi er så opmærksomme på den sut, er fordi vi ofte ser mødre med ammeproblemer - hvor sutten er skyld i det. Og der er faktisk ikke mange som ved hvad følgerne kan være - så når kvinderne er blevet bevidste herom, er jeg glad og tilfreds
knus!
Så er jeg her igen. Jeg synes, det gik rigtig fint i nogle dage, men nu synes jeg, at problemerne med, at hun slipper brystvorten er blevet værre igen. De gik aldrig helt væk, men jeg synes, det blev bedre. Jeg har fortsat med blokamning alle dagene (to gange i træk på hvert bryst, hun spiser hver 2. til 3. time)...
Problemet er, at hun både slipper konstant, når brystet er meget fyldt og når det er mere slapt. Så det skyldes tilsyneladende ikke kun, at hun får for meget mælk på én gang.
Kan det skyldes forkert sutteteknik? Kan det være blevet en "dårlig vane", at hun sutter på den måde, at hun hele tiden slipper? Jeg er stadig bange for, at hun ikke får nok af den fede mælk... Og i det hele taget synes jeg, at det er mærkeligt, at hun ikke sutter på "den rigtige måde". :-(
At hun slipper hele tiden, behøver ikke at have noget at gøre med hendes sutteteknik. Hun skal svøbe godt rundt om brystvorten, og have det meste af areola ( det brune område ) med. Således vil hun danne vacum og sutte.
Når de slipper gentagne gange under amning, kan det f.eks skyldes : overproduktion, langsom nedløbsrefleks/eller indtil den bliver aktiveret ( det har du bestemt ikke, hvis det ståler ud ), svamp, gener fra tandfrembrud, begyndende sygdom ( at barnet er lidt skidt ), eller at barnet bliver let forsyrret og ikke får ro til at amme. Jeg tror bestemt ikke at det er en dårlig vane - det er sikkert blot en af de famøse faser, og vil gå over igen
Hun får får sikkert hvad hun skal - hun ved lige hvad hun mangler, og vil amme til hun er mæt
Føler du, at der er styr på overproduktionen nu ?
Jeg tænker, hvis nu du ammer i soveværelset, hvor der er rimeligt mørkt og roligt, at det kunne være en idè, så du skærmer hende for sanseindtryk ? jeg kan også huske min søn havde en periode, hvor vi stort set var "soveværelses-ammere", fordi han ikke kunne finde ro i stuen
det var dog blot en periode på et par måneder, så kunne han rumme det igen...
Hej Mia
Tak for svar - igen.
Jeg tror faktisk, at problemet blev værre igen pga. sygdom. Jeg har selv haft en mild influenza siden i onsdags, og min baby er vist desværre blevet smittet. I hvert fald har hun kastet op i går aftes og her til morgen. Så det kan jo nok godt være en del af forklaringen!
Hvis det ikke bliver bedre derefter, vil jeg se, om jeg kan få sundhedsplejersken til at kigge på, om hun sutter på den rigtige måde...
Mvh
Eva
Ja, det lyder til at være forklaringen, hvis hun er lidt skidt.
Vedr om hun sutter ordentlig, så kan du se her ved sutteteknik. Hvis hun ikke suttede rigtigt, vil du højst sandsynlig opleve det i form af sår og smerter - og lillepigen vil måske heller ikke tage tilfredsstillende på i vægt. Så jeg tror ikke det er problemet. Det er også links i wikien, så du kan se hvordan baby ligges til bryset.
Jeg tror om nogle dage, når hun er rask igen ( evt også nu ), at du skal forsøge at skærme hende for indtryk når hun ammer, så hun får mere ro
Heldigvis får hun gode antistoffer fra dig, så hun skal nok snart være klar igen.
God bedring med jer
om os | kontakt | guidelines