Jeg har en datter på kun 14 dage, så det hele er stadig meget nyt, derfor måske også disse spørgsmål. Den første uges tid var vi indlagt på sygehuset dels fordi jeg fik en større bristning ved fødslen, dels fordi lillepigen tabte sig lidt for meget og var gul. Hun kom dog heldigvis ikke i lys, men vi blev nødt til at vække hende hver 3. time for at få hende til at spise og dermed tage på. Vi har nu været hjemme i lidt over en uge, og det kører lidt op og ned. Nogle gange er hun vældig nem at lægge til og så spiser hun rigtig fint. Andre gange skal vi "bøvle" i lang tid inden hun tager ved. Jeg bruger ammebrik, som vi fik udleveret på sygehuset, og når hun begynder at "bøvle" (= bokser med armene og drejer hovedet fra side til side), så er det rigtig træls. Når hun spiser godt, så fungerer det fint. Ammebrikken blev udleveret fordi hun ikke rigtig ville tage ved og fordi mine brystvorter ikke er særlig store. Jeg prøver dog nogle gange at tage brikken af når hun har suttet lidt, men det er kun kortvarigt at vi har haft succes.
Vores datter har afføring flere gange om dagen, og nogle gange er det helt eksplosiv, og her kommer så nok mit egentlige spørgsmål. Inat ammede jeg hende "on-off" i ca. 2 timer, hvor hun er rimelig urolig og bokser og drejer hovedet rundt. Og når hun så endelig får suget sig fast, ja, så falder hun i søvn. Samme procedure fortsatte først på morgenen, og efter ca. 1 time kom der en ordentlig eksplosiv afføring og derefter spiste hun rigtig fint i 20-30 min. og faldt derefter i søvn. Kan hun få for meget at spise eller have nogle tarmproblemer, som gør, at hun ikke rigtig kan spise ordentlig, når der er noget der trykker? Hun er ellers ikke et uroligt barn. Hun har haft et par eftermiddage, hvor hun har grædt lidt, spist lidt, sovet lidt og så forfra, men så længe jeg ved, at hun får nok (= ikke taber sig), så er de ture til at klare. Og hvor længe skal der gå mellem måltiderne? På sygehuset var det jo ca. hver 3. time, og hvis hun så herhjemme snarere sover 4 timer, så bliver moren her helt nervøs og overvejer at vække hende for at spise. Skal jeg det?
Jeg håber det giver lidt mening, hvad jeg spørger om. På forhånd tak.
Tillykke med din datter!
Først vil jeg sige at det er meget normalt at babyer er urolige omkring amningen i starten - og ligeledes at mor er urolig. Amning er en kunst der skal læres af både mor og barn. Eksplosiv afføring kan også godt være normalt i starten - de fleste babyer har temmeligt ofte afføring lige i starten og det kan godt være meget vandigt. Samtidig kan de fleste engangsbleer ikke helt håndtere når der kommer tryk på - og så rutjsjer det lissom lidt op ad ryggen (
lækker detalje ikke).
Det lyder rigtig godt at du prøver at slippe brikkerne - øv dig stille og roligt og hvis du kan få hende til at tage fat uden brik på er det fint.
Jeg vil høre dig omkring den uro du beskriver. Føler du at hun ex. får mælk i hovedet eller kløjes i mælken når hun giver slip? Hvis ja tror jeg du skal prøve at læse artiklen om overproduktion (klik på linket). Eller er det nærmere fordi hun ikke rigtig kan få fat? I så fald tror jeg du skal læse artiklen om sutteteknik. Eller er det måske fordi hun har luft i maven eller er ved at skulle lave? For så kan du evt. hjælpe hende af med ubehaget ved at massere hendes mave (i cirkler med uret) og bøvse hende af. De kan godt have brug for at bøvse midt i et måltid.
Hej igen
Efter at jeg skrev til jer i går, så snakkede vi om, at måltiderne også kunne tage frygtelig lang tid. Efter at have siddet og ammet "on-off" i 2½ time i går eftermiddags, så prøvede vi at lade hende sove indtil vi var sikre på at hun var sulten. Og så lade hende vågne lidt inden hun blev lagt til. Også selvom mor her syntes der gik for lang tid. Det resulterede i, at hun spiste 1 times tid (incl. bleskift) vågen og suttende næsten hele tiden og ca. 4 timer efter eftermiddagens kamp. Efter dette måltid kom hun i bad, og så sov hun faktisk 6½ time inden hun meldte sig igen. Men igen var det en "succes", dvs. hun spiste næsten konstant 1 time for derefter at falde i søvn. Og så sov hun ca. 4½ time hvorefter hun har spist 1 time, holdt en pause på ca. 30 min. og derefter spist igen i ca. 20 min. Hun har samtidig holdt sig vågen i ca. 2½ time, men nu er hun også dejset om.
Så umiddelbart virker det jo som en løsning for os. Vi har i hvert fald ikke haft uro eller "boksekampe" ved de seneste måltider. Jeg har masser af mælk, men jeg synes jo alligevel at der er længe mellem nogle af måltiderne. Men hun har været vågen og tilfreds, så måske spiser vores datter bare længere tid og med større intervaller mellem måltiderne? Eller er det noget jeg skal være nervøs for? Det er jo svært at slippe tiden, når hun nu skulle spise hver 3. time på sygehuset. Men 2-4 timer mellem måltiderne er vel ikke ens for alle babyer, eller hvad?
Dvs. siden i går har jeg i princippet tolket hendes uro ved spisetid som om hun ikke har været helt sulten, men jeg vil jo også gerne sikre mig, at hun får nok at spise.
Hilsen Pia
Det er en rigtig god ide at lytte til din datter og mærke hendes signaler. Det lyder som om det er det du gør og det er rigtig fornuftigt.
Jeg har en lille bekymring som jeg dog gerne vil dele med dig. Umiddelbart synes jeg at 6½ time er et langt stræk for så lille et barn og du skal være opmærksom på at din produktion ikke falder. Jeg vil dog tro at hun ikke bliver ved med at sove så længe og når de sker skal du fortsat amme efter behov og altså ikke søge at strække tiden imellem amningerne. Grunden til at jeg siger det er dels at produktionen kan falde og du kan få svært ved at følge med hendes behov, dels at mælken er fedest jo tættere amningerne ligger på hinanden.
Fortsat held og lykke med det. Hvis du har brug for hjælp igen er du velkommen til at skrive.
om os | kontakt | guidelines