Guide: Sådan får du ammestart til 0 kroner

udgivet den
Amning

Har du også læst artikler og guides om musthaves til din amning? Det kan hurtigt komme til at være et ordentligt træk på bankbogen. Hos Ammenet har vi en mission om, at amning skal være gratis og muligt for alle. Derfor kommer her vores guide til, hvordan du klarer ammestarten helt uden at bruge en krone. I udgangspunktet har du nemlig ikke brug for andet end dine bryster og dit barn for at komme godt i gang med amningen.

Ammepude

En ammepude virker som et uundgåeligt musthave. Men faktisk behøver du slet ikke en ammepude - en helt almindelig sofapude, hovedpude eller sammenrullet babydyne kan sagtens give den støtte, du har brug for. Når du ammer, har du nemlig brug for støtte under armen, hvor barnets hoved ligger – ammepuden er ikke, som mange tror, til at lægge barnet på. Hvis du lægger dit barn på en ammepude, er der nemlig en ret stor risiko for, at dit barn kommer til at ligge forkert ved brystet. Til gengæld vil dine skuldre tit have brug for støtte og aflastning. Og så er det i øvrigt en god idé at veksle mellem flere forskellige ammestillinger -  og kender du laid back? En ammestilling så behagelig, at du kan nuppe en lur undervejs.

Creme til revnede brystvorter

Det er meget nemmere at forebygge revnede brystvorter, end det er at fikse dem. Derfor kan du spare rigtig mange penge (sved, blod og tårer) ved at lade være med at lytte til ammestuehistorier om, at det skal gøre ondt i starten – men i stedet reagere med det samme, du oplever ubehag eller smerter ved amningen. Ubehag og smerter betyder meget, meget ofte, at barnet har forkert fat på brystet – læs mere her om, hvordan du fikser det problem. Hvis du endelig skulle være uheldig at få sår og revner, så kan de oftest sagtens hele uden brug af creme, brystskaller osv.

Ammebrikker

Ammebrikker er for mange symptombehandling, når dit barn ikke har godt fat på brystet. Og i stedet for at havne i vanen med ammebrikker, er det faktisk meget nemmere at få vanen med en god sutteteknik med det samme. Det kan du læse mere om her. Og så er en god sutteteknik – i modsætning til ammebrikker – helt gratis. Når det er sagt, er ammebrikker for nogle præmature, syge eller små børn en uundværlig hjælp.

Svampebehandling

Det er langt fra sikkert, at du er en af de uheldige, der får svamp, så der er ingen grund til at have svampebehandling liggende parat. Meget tyder på, at svamp faktisk er ret sjældent. Og hvis du skulle være uheldig at få svamp, vil en del kunne slippe af med svampen ved at bruge danskvand og kokosolie. Om det er dig, eller om du skal rykke videre til medicinsk behandling kan du læse om her.

Brystpumpe

En brystpumpe er ikke et musthave. Faktisk har rigtig mange slet ikke brug for en brystpumpe – og når de endelig bruger den er det for at tage trykket, eller malke ud, når de en sjælden gang er på farten uden baby. I stedet kan du lære dig en god håndudmalkningsteknik. Håndudmalkning kan tage lidt tid at lære, men er en rigtig effektiv måde at fjerne mælk fra brystet på – og selvfølgelig dejlig gratis.

Ammeindlæg

De fleste bruger ammeindlæg i starten, men i stedet for at hoppe ud i engangsindlæg, kan du skære meget af udgiften ved at bruge uldindlæg eller bomuldsindlæg, der kan vaskes og genbruges. Og hvis du vil spare endnu flere penge, kan du sy eller strikke dem selv af garnrester, stofrester, gamle håndklæder etc. Bare google ’opskrift sy/ strik ammeindlæg’. Gamle silketørklæder er i øvrigt guld værd inderst mod huden - de kan klippes i små stykker og skiftes, når de er våde.

Stofbleer/ gylpeklude

Det samme gælder faktisk stofbleer, når de skal fungere som gylpeklude, der jo ret beset bare er stykker af bomuldsstof. Her kan gamle t-shirts, håndklæder, lagner osv fungere glimrende. Og fordelen er, at du kan klippe dem ud i stykker, så de passer til jeres behov ?

Ammetøj

Ammetøj er en af de ting, der kan være nice to have - men need to have, det er det sjældent! En helt alm bluse med en undertrøje under kan bruges på helt samme måde - blusen løftes op, og undertrøjen trækkes ned, og så kan man amme uden at blive kold eller føle sig bar. Det samme kan gøres med skjorte og undertrøje - skjorten knappes op og hives ned under brystet, og undertrøjen trækkes op. Skal man være fin, kan en kjole i noget med lidt stræk ofte kombineres med et tørklæde, hvis altså man går op i ikke at være så bar foroven.