Om vores organisation

Ammenet blev skabt i 2007 som et online fristed for alle, der ammede længere end 1 år. Her skulle man ikke forsvare og forklare noget. Kort efter begyndte mødre med yngre børn også at stille spørgsmål.

Det var tydeligt, at der virkelig manglede et online sted at stille spørgsmål om amning. Derfor gjorde vi hvad vi kunne for at svare. Vi læste og lærte. Drivkraften var mor-til-mor hjælpen - et ønske om at hjælpe andre med at amme, fordi det betød så meget for os selv. 

Hurtigt kom wikien med ammeviden til, og det hele voksede. Efterspørgslen på vejledning flyttede til Facebook omkring 2014, og vi udvidede og formaliserede vores uddannelse af vejledere. I 2016 lavede vi Ammenetværksgrupperne, og vi når i dag ud til en meget stor og mere broget skare af forældre. Vores vejledning foregår i dag via brevkassen her på siden samt ved fysiske Ammenet-caféer rundt omkring i landet (når ikke corona spænder ben for den slags).

I 2017 gik vi fra at være et uformelt netværk til at være en forening. Bestyrelsen har ansvar for den daglige drift samt foreningens strategi, og den øverste myndighed er generalforsamlingen. Ammenets frivillige er medlemmer af organisationen med stemme- og opstillingsret. Støttemedlemmer bidrager økonomisk. Alt arbejde er 100% frivilligt.

Missionen

Ammenets formål er at yde støtte til familier, der ønsker hjælp til alle faser af amning og udmalkning, samt at udbrede viden om amning som den biologiske og kulturelle norm. Dette mål søger vi at nå igennem vejledning samt formidling af viden om amning, modermælk og udmalkning via online platforme og møder.

Ammenets fokus er at hjælpe med at finde løsninger, der kan bidrage til, at den enkelte familie når sine personlige mål for amningen.

Vores CV

Foruden arbejdet med at vejlede, yde støtte og skrive artikler for at dele viden har vi deltaget i en række forskellige tiltag og projekter. Her kan du se en kronologisk oversigt over alle vores forskellige aktiviteter siden vi startede i 2007.

2007

  • Etablering af Ammenet som et online netværk med forum og information om amning - særligt for mødre, der ammede børn længere end et år

2013

  • Modtager af foreningen Forældre og Fødsels årlige pris, der gives som en påskønnelse for særlige indsatser, der falder ind under foreningens formål

2016

  • Etablering af en formel uddannelse af frivillige vejledere på Ammenet 

2017

  • Foreningen Ammenet stiftet med henblik på 1) at yde støtte og vejledning til ammende og deres familier samt 2) at udbrede evidensbaseret viden om amning og relaterede emner
  • Ammenet anerkendt af International Board of Lactation Consultant Examiners (IBLCE) som Mother-Support-Group-Organisation. Anerkendelsen betyder, at Ammenets frivillige vejledere har mulighed for at samle den nødvendige kliniske erfaring, der kræves for at gå til IBCLC-eksamen, igennem de timer, de yder vejledning via foreningen. Foreløbigt er 7 frivillige blevet IBCLC ved hjælp af kliniske timer optjent i Ammenet.
  • Praktiksted for to bachelorstuderende i Global Nutrition and Health specialization: Lifestyle and Health Education fra Professionshøjskolen Metropol (nu Københavns Professionshøjskole).
  • Praktiksted for en bachelorstuderende i Sundhedsfremme og Sundhedsstrategier fra Roskilde Universitet

2018

  • Praktiksted for en kandidatstuderende i Culture, Communication & Globalization fra Aalborg Universitet.
  • Deltagelse i referencegruppe i forbindelse med udarbejdelsen af National Klinisk Retningslinje for Komitéen for Sundhedsoplysning om etablering af amning efter fødsel

2019

  • Udarbejdelse af høringssvar i forbindelse med Peer-review af den Nationale Kliniske Retningslinje om etablering af amning efter fødsel
  • Poster præsentation på 8th Nordic Breastfeeding Conference
  • Deltagelse i referencegruppe i forbindelse med udarbejdelsen af National Klinisk Retningslinje for undersøgelse og behandling af ankyloglossi hos ammede spædbørn

2020

  • Udarbejdelse af høringssvar i forbindelse med Peer-review af den Nationale Kliniske Retningslinje for undersøgelse og behandling af ankyloglossi hos ammede spædbørn
  • Udarbejdelse af amme-spørgsmål til spørgeskemaundersøgelse, der gennemføres af Ketotic Hypoglycemia International. Spørgeskemaet undersøger sammenhænge med mulige komorbiditeter til tilstanden Idiopatisk Ketotisk Hyperglykæmi, herunder om der er en sammenhæng mellem denne sjældne sygdom og fænomenet “hyper-nursing"

2021

  • Oplæg på fyraftensmøde om internationalt certificerede ammekonsulenter med baggrund i frivillig vejledning, i anledning af markering af International IBCLC-day - møde arrangeret af Komitéen for Sundhedsoplysning
  • Initiativtager til specialeprojekt om vejledning om amning hos sundhedsplejen samt fra frivillige foreninger. Projektet gennemføres i samarbejde med Komitéen for Sundhedsoplysning og specialestuderende Thea Sofie Engstrøm fra Aarhus Universitet
  • Samarbejdspartner i forbindelse med sociologisk specialeprojekt om amning af børn over 12 måneder. Projektet gennemføres af specialestuderende Anne-Katrine Yu Zhu Alrø Gade fra Københavns Universitet (afsluttet i maj 2022)
  • Deltagelse i følgegruppe for projektet Amning - en god start sammen. Projektet gennemføres af Komitéen for Sundhedsoplysning

2022

  • Oplæg på netværksmøde om amning arrangeret af Kompetencecenter for Amning. Oplægget præsenterede foreningens arbejde og Ammenets repræsentant på mødet indgik derefter i en drøftelse om, hvordan frivillige organisationer og det offentlige tilbud om ammevejledning kan samarbejde bedst muligt