Historier om negative oplevelser med amning i det offentlige rum

Disse historier fortæller om negative oplevelser med amning i det offentlige rum. Hvis du har en historie, du gerne vil fortælle, kan du skrive den her. Historierne her skal illustrere, at negative oplevelser med amning desværre ikke hører sjældenheder til, og ikke blot handler om "et par caféer", der ikke tillader amning. De vil blive afleveret til ligestillingsminister Manu Sareen.

Sted:
Beskrivelse:


Sted: Illum
Beskrivelse:

Jeg og min 3-måneder gamle søn blev afvist fra caféen i Illum for ca.2 år siden. Det var en meget ubehagelig oplevelse. Det var den første gang jeg turde at bevæge mig ud i byen med en lille dreng som havde kolik og desuden svært ved at tage fat i brystet, så vores ammeforløb var under hårdt pres i forvejen...Jeg glemmer aldrig ydmygelsen, frustrationen, og panikken over at stå med et lille skrigende barn og skulle løbe videre i byen for at finde et trygt sted...
Det samme oplevede jeg faktisk så sent som i går, 2 år senere, inde hos hans dagplejer, hvor vi holdt en afslutning for ham, sammen med nogle andre børn og forældre. Nu af helt andre grunde...Nu er han en stor dreng på 2 1/2 år, som stadig ammer, og vi var et sted, hvor jeg egentlig ikke havde oplevet en decideret afvisning men heller ikke nogen særlig opbakning eller støtte. Min søn var anspændt og meget tryghedssøgende. Jeg ammede ham faktisk to gange på et værelse ved siden af, fordi ingen af de andre børn blev ammet og jeg ikke havde lyst til at eksponere vores ammerelation i denne kontekst...især i lyset af de sidste dages debat omkring bl.a. (langtids) amning. Det endte med at han blev helt hysterisk efter at få babs, og vi blev nød til at forlade hans egen afslutning hos dagplejeren uden at sige ordentligt farvel. Fem minutter senere lå han og ammede trygt og roligt hos mig derhjemme mens jeg græd og spekulerede over om amningen igen igen fik skylden for, at det var kommet dertil, selv om, for mig at se, var det omgivelserne, der var skyld i at jeg ikke bare kunne give ham en tår for at afværge katastrofen...
De to vidt forskellige oplevelser har noget til fælles - følelsen af at være forkert i et samfund, som jeg oplever som amme-fjendsk...


Navn: Gunilla Paulsen
Sted: Bilka Aalborg
Beskrivelse:
Satte mig udmattet ned i en af Bilkas udstillingssofaer og ammede. (Datoen er fiktiv, da jeg ikke kan huske hvornår det var.) Jeg blev bedt om at finde et andet sted, hvorefter jeg fortsatte amningen stående. Jeg tror ikke at der er en generel regel om at man ikke må sætte sig i deres udstillingsmøbler og er ret sikker på at det var amningen, der var "generende". Indrømmet: jeg havde ingen intention om at købe sofaen, men jeg havde brug for at sætte mig med mit barn og der var en sofa. Heldigvis er jeg ikke normalt kunde i Bilka og har derfor ikke brugt så meget krudt på hændelsen.


Sted: Tivoli
Beskrivelse:

Kære Manu Sareen.

Jeg skriver til dig i håb om, at det måske kan gøre en lille forskel i forhold til din indstilling til hele sagen omkring lovgivning om amning. Det er nemlig vigtigt for mig, at du hører, præcist hvordan det kan foregå – derfor vil jeg gerne fortælle dig historien om da jeg selv blev smidt ud, af en af Tivolis restauranter i oktober måned sidste år.

Jeg vil prøve at gøre det uden at kede dig med for mange ”amme-detaljer”, men håber at du alligevel kan få et indtryk af, hvor ydmygende og ubehageligt det var – og det er jeg sikker på at det er for alle nybagte mødre, som sidder i så sårbar, men nødvendig en situation – da et lille barns behov for mad, jo er vigtigere end alt andet.
Og engang imellem, så sker det jo at man bevæger sig uden for hjemmets 4 vægge for at være social, eller tage ind og se eks. en Halloween-udstilling.

Historien er som følger:

Min veninde og jeg, ville gerne ind og se Tivolis Halloween-udstilling – og vi drager afsted en eftermiddag i efterårsferien med vores børn på hhv. 6 mdr. (min datter) og hendes pige på 2 år.

Da vi er kommet ind i Tivoli, beslutter vi os for at finde et sted at spise, inden vi går rundt i haven – der er et hav af mennesker. Jeg ville egentlig helst finde et udendørs sted, og sidde på en bænk, men min veninde insisterer på, at vi går ind et sted, hvor hendes datter kan sidde i en højstol, så hun ikke løber omkring mens vi spiser. Vi går derfor lidt rundt, og møder Tivoli Bodega- og Vinstue på vejen. Det var ikke på grund af navnet vi gik derind (-; men derimod, fordi de reklamerede med sandwich, og der sad masser af børnefamilier ved deres udendørs servering, navnet på stedet så jeg først bagefter.

Da vi kommer ind, siger min veninde lad os sætte os indenfor der er ikke nogen mennesker, og så kan jeg lettere få X (hendes datter) til at spise. Vi bestiller vores mad, får den og sætter os ind.

Vi er de eneste i lokalet, som også er meget mørkt, og egentlig ser lidt ”lukket” ud. Vi sidder i et sofaarrangement, og jeg sidder med ryggen mod udgangen, og det er kun de tjenere som går til og fra køkkenet, som kommer igennem lokalet. Da vi sidder der og skal til at spise, er min datter sulten – eftersom vi er gået hele vejen fra Amager og ind til byen.
Jeg ammer hende derfor, diskret med et tørklæde henover hende og brystet, så man egentlig kun kan se hendes ben som stikker ud under tørklædet.
Flere tjenere går forbi, uden at kommentere eller bemærke noget – indtil ham som vi bestilte maden hos kommer gående.

Tjeneren sagde ordret "Det kan du godt få pakket væk det der"
Jeg svarede "undskyld - hvad sagde du???"
Hvortil han sagde "Det vil vi ikke have her, det der".
Jeg sagde igen "Jeg sidder og giver mit barn mad, hvad mener du?"
Han sagde "Det kan du gå ned og gøre i puslehuset, det er meningen med det, og min chef vil ikke have det her"
Jeg svarede "Jeg kan da ikke vandre ned i den anden ende af Tivoli, når vi sidder og har købt mad, desuden er vi jo alene herinde og jeg sidder med et tørklæde over"
Han sagde "Det er jeg sådan set ligeglad med, du skal bare ikke sidde og gøre det her".
Jeg sagde igen: “ Vi er alene i lokalet – hvem skulle blive generet af det?”

Tjeneren fastholdt at sådan var det bare, og sådan var reglerne.

Eftersom det er svært at ignorere et sultent spædbarn – måtte vi forlade vores mad. Jeg satte mig på en bænk udenfor og ammede færdig, da jeg ikke kunne fare forvildet rundt i Tivoli efter en ammestue, når min datter var blevet afbrudt midt i hendes måltid.
Vi forlod Tivoli derefter, da vi begge 2 faktisk var slået helt ud, selvom det måske lyder underligt.

Om aftenen skriver jeg et indlæg i en pæn og ordentlig tone på deres facebook-side, uden egentlig at overveje hvad det kunne udvikle sig til. Det blev jeg så klogere på den følgende morgen, da min globus på facebook var rødgloende, og diverse journalister kimede mig ned.


Jeg ved med sikkerhed, at det her er sket for rigtig mange kvinder, (bl.a. i svømmehaller, hos lægen, andre caféer osv.) det er ikke en enkeltstående episode – der er bare ikke nogen som går så langt som at klage over det i nævnet, inkl. mig selv.
Jeg sad som nybagt alenemor- og havde ikke overskuddet til at gå den lange vej, gennem diverse klagesystemer på det tidspunkt, og så var jeg også lidt overvældet over alt den medieomtale, og især den retorik og indstilling som folk har til det, i diverse debatfora.

I en artikel blev jeg bl.a. beskrevet som en typisk “her – kommer – jeg – østerbro-mor” med en kaffe-latte i den ene hånd, og en smartphone i den anden. Og uden hensyntagen til andre menneskers ret til også at være her.
Det vil jeg gerne pointere, det er jeg IKKE. Jeg er en helt almindelig 35-årig pædagog – som til daglig arbejder i et kommunalt projekt rettet mod unge på Nørrebro.

Jeg er hverken feminist, eller uden hensyntagen til andre når jeg gebærder mig med min baby i det offentlige rum.
Grunden til, at jeg ammede, er ikke for at få opmærksomhed, tværtimod – det er fordi jeg tror på, at det er det bedste for mit barn, eftersom naturen har indrettet os således.
Det er helt almindelig, og grundlæggende omsorg for mit barn – at reagere på hendes signaler, og opfylde hendes behov. Det er de fleste mennesker forhåbentlig enige i.
Og det har jeg ikke nødvendigvis behov for at sidde og gøre på en restaurant, café, museum, Tivoli, Zoo eller hvorend jeg befinder mig, men jeg gør det sommetider fordi jeg selvfølgelig ikke opholder mig indendørs eller i en radius af 500 meter fra mit hjem i 6 mdr.

Og hvis vi er derhenne, hvor jeg skal begynde at ringe rundt og spørge om lov inden jeg kan bevæge mig ud i offentligheden eller på privatejede steder, så skammer jeg mig ærlig talt over at være dansker – og det har jeg ellers altid været stolt af.

Jeg synes det er tydeligt, hvilken indstilling en stor del af danskerne har til amning når de debatterer i de forskellige fora– nemlig at det er uappettitligt, ulækkert, klamt og at det burde foregå enten hjemme eller på toilettet. Hvis vores fremtidige børn, skal ernæres af modermælk – istedet for kemisk behandlet pulver, så tror jeg det er vigtigt at der sker en holdningsændring i samfundet, og den tror jeg desværre ikke kommer af sig selv, vi er nødt til at signalere at det er i orden at amme sit barn, hvorend man befinder sig- og at barnets ret til mad, kommer førend andre menneskers evne til at kigge den anden vej.

Jeg ved den er “tricky” i forhold til den private ejendomsret, men hvis Australien, USA og Skotland kan få det gennemført, så kan Danmark vel også. Og i forvejen er der jo andre lovgivninger man skal forholde sig til som erhvervsdrivende, bl.a. rygeloven, diskriminationsloven osv. Begge de lovgivnininger ”overruler” den private ejensomsret, så hvorfor skal en baby have lov til at blive nægtet mad.
I den situation jeg sad i, ville det have været en enorm lettelse hvis jeg kunne have henvist til en lov som sagde at han ikke havde ret til at smide mig ud fordi jeg ammede. Så skulle jeg heller ikke i tiden efter episoden gå og bekymre mig om hvor jeg nu måtte have lov til at amme, og jeg skulle ikke høre på den meget nedslående debat i medierne.

Afslutningsvis vil jeg lige fortælle om en italiensk turist jeg mødte på Rådhuspladsen, den dag der var amme-demonstration, og hun spurgte hvad der foregik – da jeg fortalte det sagde hun” Oh my God, this is Denmark, and 2013, how can this happen?” Det synes jeg er ret sigende om hele denne debat.
Jeg håber at du har givet dig tid til at læse denne her roman, og at du er villig til at skænke den bare en anelse refleksion – ikke for kvindernes skyld, men derimod for fremtidens babyer – det er jo i sidste ende dem det går ud over, hvis amning skal gøres mere og mere skjult og fremmedgjort.