Revision of Ammestop-piller from Tor, 15/12/2011 - 13:35

Ved pludseligt ammestop bruger man i Danmark ofte at give mødre medicinsk hjælp til afbrydelse af mælkeproduktionen, muligvis af frygt for at mødrene ellers vil udvikle brystbetændelse. Den samme løsning vælges ofte, når en mor slet ikke har lyst til at indlede amning efter fødslen. Det er dog ikke nødvendigt at bruge medicin til stop af mælkeproduktion, og frygten for brystbetændelse beror på misforståelser. Medicinen har desuden en række bivirkninger og gør det vanskeligt at genoptage amningen, hvis moren bestemmer sig om.

Cabergolin

Midlet Cabergolin er en dopamin-agonist, som hovedsageligt bruges i behandling af Parkinsons sygdom. Da det undertrykker hypofysens produktion af prolaktin, det mælkedannende hormon, kan det også bruges mod sygdomme som hyperprolaktinæmi, hvor der dannes for meget prolaktin i hypofysen. Denne lidelse ledsager ofte godartede hypofyse-svulster kaldet prolaktinomer (1).

Midlet virker ved ammestop ved at få den del af hjernen, der hedder hypofysen, til at ophøre (delvist) med at producere prolaktin. Denne virkning kan holde i mange måneder (2).

Midlet frarådes til brug ved ammestop af de amerikanske sundhedsmyndigheder, FDA (3), idet midlet bromocriptin, et lignende middel, sættes i forbindelse med forhøjet blodtryk og slagtilfælde.

Man anbefaler, at man forinden midlet tages i brug undersøges grundigt hos lægen, især for forhøjet blodtryk, idet midlet kan virke blodtryksøgende Også lavt blodtryk kan være problematisk, idet midlet kan give ortostatisk hypotension. Se endvidere indlægsseddel eller nedenstående links for uddybning af bivirkninger.

Ligeledes skal man være opmærksom på at det kan være skadeligt at tage Cabergolin, hvis man lider af eller har lidt af alvorlige psykiske lidelser (især psykoser og svær depression). Herunder skal man være opmærksom på eventuel fødselsdepression. (4) Bromocriptin er en anden dopamin-agonist, som bruges til stop af mælkeproduktion i Danmark. Som med cabergolin anbefales den ikke i USA som laktationshæmmer (5). Dens effekt er mindre samt mindre langvarig end cabergolin. Det er derfor muligvis lettere at genetablere amning, hvis man fortryder efter at have taget bromocriptin end cabergolin.

Bromocriptin

Der gælder de samme forholdsregler for bromocriptin som for cabergolin, og midlet har samme bivirkninger.

Hvis du fortryder

Cabergolin har en lang halveringstid i kroppen, 62-68 timer. Dvs efter tre døgn har du stadig ca. halvdelen af medicinen i kroppen. Efter fire uger regner Lægemiddelstyrelsen med, at man er helt fri for medicinen, (9) og da kan man f.eks. igen donere blod. (10)

Meget lidt vides om cabergolin-udskillelsen i modermælken. Hos rotter udskilles cabergolin i mælken, og efter forsigtighedsprincippet må man gå ud fra, at det også udskilles i menneskets mælk. (Cool Hvilken virkning stoffet har på det helt spæde barn er heller ikke undersøgt. La Leche League har direkte adspurgt om et konkret tilfælde anbefalet, at man venter ca. to uger med at lægge barnet til efter medicinen er taget (11). I mellemtiden er det vigtigt at malke ud, selvom mælken må smides væk, for at mælkeproduktionen stimuleres så godt som muligt. Hvor længe der skal gå, før barnet kan lægges til igen, må i høj grad afhænge af den indtagede dosis.

Man ved altså ikke præcist, hvor længe midlet kan spores i mælken, eller hvilke effekter det kan have på barnet, hvorfor stor forsigtighed må tilrådes. Så hvis du har taget cabergolin og fortryder, må det altså anbefales, at du malker ud og smider mælken væk i flere uger - afhængigt af hvor meget cabergolin, du tog, før du fortrød - inden du igen lægger barnet til brystet. Spørg i forummet om hjælp og opbakning.

Alternativer til ammestop-piller, når amningen er etableret

Det er fuldt ud muligt at ophøre med at producere mælk på en helt naturlig måde, uden at udvikle problemer som brystbetændelse og tilstoppede mælkegange (7). Den bedste måde at undgå problemer i forbindelse med ammestop er ved at trappe amningen langsomt ned. Er barnet stadig fuldammet, kan man således begynde med at fjerne et ammemåltid om dagen, som erstattes med flaske. Efter nogle uger er amningen udfaset, og den faldende efterspørgsel ved brystet vil have resulteret i en faldende produktion. Hvis man oplever ubehag ved nedtrapningen ved at brysterne føles fyldte og spændte, kan man malke en smule ud - bare nok til at fjerne ubehaget, men ikke så meget, at produktionen holdes høj.


Hvis amningen stopper fra dag til dag, uden nedtrapning, er det også muligt at undgå medicinsk stop. I så fald bør man malke ud, når brysterne føles fulde, men kun til ubehaget forsvinder. Udmalkning kan foregå i et varmt bad, hvor det vil være lettere at få mælken til at løbe, se mere om udmalkning. Mange mødre oplever stor lindring ved at lægge kolde grønkålsblade eller kolde omslag på brysterne (i bh'en), hvis deres bryster er meget fulde (6). Det kan ikke anbefales at binde brysterne ind, som man gjorde før i tiden.

Alternativer til ammestop-piller lige efter fødslen

Hvis man på forhånd ved, at man ikke vil amme, kan man få ammestop-piller lige efter fødslen. Det er dog ikke nødvendigt, idet mælkeproduktionen afhænger af, at barnet sutter på brystet for at stimulere en produktion i gang. Hvis man slet ikke lægger barnet til efter en fødslen, vil mælken ikke løbe rigtigt til, og man kan derfor nøjes med malke en smule ud, hvis der skulle komme lidt brystspændinger.

Kilder::

(1): http://www.netdoktor.dk/sygdomme/fakta/prolaktinaemi.htm

(2): http://humrep.oxfordjournals.org/cgi/content/abstract/10/7/1647

(3): http://www.drugs.com/pro/cabergoline.html

(4): http://medicin.dk søg på cabergolin

(5): http://www.drugs.com/pro/bromocriptine.html

(6): http://jhl.sagepub.com/cgi/content/short/11/1/17?rss=1&ssource=mfc

(7): http://www.fda.gov/bbs/topics/CONSUMER/CON00069.html

(Cool: "Hos rotter udskilles cabergolin og/eller dets metabolitter i mælken. Der er ingen tilgængelig information om udskillelse i modermælken hos mennesker" Fra: Lægemiddelstyrelsens dokument om cabergolin-holdig medicin, http://www.produktresume.dk/docushare/dsweb/View/Collection-99

(9): "Halveringstiden for cabergolin er lang (63-68 timer hos raske forsøgspersoner og 79-115 timer hos patienter med hyperprolaktinæmi). På basis af halveringstiden bør steady state-tilstande opnås efter 4 uger, således som bekræftet af de gennemsnitlige maksimale koncentrationer af cabergolin i plasma, der opnås efter en enkelt dosis (37 ± 8 pg/ml) og efter et 4-ugers multiregimen (101 ± 43 pg/ml) for 0,5 mg cabergolin dosis. Ti dage efter administrationen genfindes henholdsvis omkring 18 % og 72 % af dosis i urin og fæces. 2-3 % af dosis udskilles uomdannet i urinen." Fra: Lægemiddelstyrelsens dokument om cabergolin-holdig medicin, http://www.produktresume.dk/docushare/dsweb/View/Collection-99

(10): "Bloddonor: Må ikke tappes. 4 ugers karantæne efter endt behandling." http://min.medicin.dk/Medicin/Praeparater/4419

(11) http://www.ammenet.dk/forumemne/har-taget-ammestoppiller-men-har-fortrudt?page=page=1#comment-9872

Relaterede Emner:
Engelsk betegnelse:
Lactation Supression
Søg efter emnet på Ammenet:
Søg vores fora igennem for diskussioner om emnet ved at bruge søgefeltet øverst i højre hjørne.