Herunder kan du læse om os, der står bag Ammenet.dk. Først vil vi fortælle lidt om vores målsætning.
Målet med Ammenet.dk er tredelt:
Den ene del handler om at skabe kontakter mellem kvinder, der ammer og interesserer sig for amning. Det er denne del, forummet bruges til. Her er der også vores håb, at vi ikke bare kan skabe kontakter i cyberspace, men også mødes in real life gennem lokalgrupperne. Det kan være en stor hjælp at se andre amme deres større børn, hvis man selv gerne vil amme længe, og det kan være dejligt at vende forskellige spørgsmål med andre over en kop kaffe, mens ungerne leger, fremfor at finde tid ved computeren hver gang
Mor-til-mor forummet har en særlig funktion, idet man her igennem kan skabe kontakt til en person i ens nærområde, der kan komme og give et bud på et evt. problem med amning, som nemmest løses ved at se problemet - fx at babyen har forkert fat i brystvorten.
Den anden del handler om at udbrede viden om amning på en let tilgængelig måde. Det har vi valgt at gøre i form af en wiki, et opslagsværk, som kan udbygges af alle brugere af Ammenet.dk. Søgning på kryds og tværs i relaterede emner o.l. er suverænt let i en wiki. Der er så meget viden om amning, og kommer så meget nyt hele tiden, at selvom bøger er dejlige, kan de være uddaterede på få år på nogle områder. Det er også svært at få alt med i en bog. Vi håber med tiden, at vores wiki kan give svar på alt, hvad man kan finde på at spørge om vedrørende amning.
Beretningerne fra brugere, der har lyst til at dele deres erfaringer, er et andet aspekt af den videns-centrerede del af amning. Her kan man læse om, hvordan kvinder løste deres problemer med forskelligt eller har haft forskellige tilgange, der kan inspirere en selv. Beretningerne tjener også til at styrke det community, som forummet skaber.
Sidst, men ikke mindst, vil vi gerne forbedre forholdende for ammende mødre. Det gør vi ved at rette misforståelser om amning, når vi støder på dem. Her kommer aktivisme-delen af vores arbejde ind. Vi kontakter SST omkring sundhedsplejerskers mangelfulde og fejlagtige rådgivning om amning, skriver til vuggestuer, der forbyder amning ved afhentningstid o.a. Og så arbejder vi for at få sikret retten til at amme offentligt alle steder, hvor man ellers må færdes med små børn. Det er uforståeligt for os, at der skal tages mere hensyn til, at nogen voksne stødes på manchetterne af at se et bart bryst i forbindelse med en baby, end om denne baby er sulten og har brug for sin mad.
Denne aktivisme kræver meget arbejde af os, og vi har altid brug for frivillige til at give en hånd med 
Her lidt om os redaktører:
Sisse:
Jeg er mor til Bjørn på 6 år og Falke på 3 år. Bjørn ammede til han stoppede selv ved 5½, og Falke fortsætter også til han ikke gider mere 
Jeg startede Ammenet.dk, fordi jeg manglede et sted at snakke amning med andre - et sted, hvor man kunne mødes og aftale at ses; hvor man kunne starte kampagner for oplysning om amning; hvor man kunne samle en masse amme-viden, som er nemt tilgængelig; hvor man som langtidsammer ikke med det samme skulle forklare, hvorfor man har valgt at amme længe men regne med, at andre synes det var okay
Jeg synes det er skønt at kunne kæmpe for amme-sagen med andre kvinder, og have mulighed for rent faktisk at GØRE NOGET, når man opdager, at der er et eller andet forskruet et sted om amning.
Irene:
Jeg er mor til tre tøser fra 1993, 2003 og 2006. Jeg har ammet alle tre, men har haft en del problemer på grund af min manglende viden om amning med indadvendte brystvorter. Først nu ved tredie barn er det lykkes mig at få en problemfri amning etableret. Jeg har meldt mig som redaktør her på siden, da jeg gerne ville dele mine erfaringer med andre ammende og derfor bød Sisses initiativ velkomment.
Jeg har fulgt debatten om amning i det offentlige rum, der har huseret i medierne og på diverse fora på nettet. Jeg finder det bekymrende at så mange kvinder forbinder brysterne så entydigt med noget seksuelt, at de kan opfatte amning i det offentlige rum som grænseoverskridende. Dette kan vi selvfølgelig ikke ændre på fra dag til dag, men jeg så gerne at der blev lagt en dæmper på denne seksualisering som i den grad forskruer billedet af kvindekroppen.
Når amning ligefrem kan beskrives som en blufædighedskrænkelse der kræver forbud, så mener jeg at vi er nået lavmålet.
Ki:
Jeg er mor til Aila fra juli 2006, som jeg stadigt ammer. Jeg regner med at fortsætte med at amme hende, så længe vi begge trives ved det.
Fra min barndom/ungdom i Afrika voksede jeg op med ammende kvinder overalt og så det som en helt naturlig og uhøjtidelig del af livet og hverdagen. Det var derfor med umiddelbar overraskelse (og chok), at jeg tilbage i DK, som jordemoderstuderende, oplevede at rigtig mange kvinder havde rigtig svært ved det med amningen- og at dette oftest skyldes manglende information og støtte, især i den tidlige opstart og omkring appetitspring.
Derfor er jeg her, som redaktør på ammenet, i håbet om at kunne hjælpe flere kvinder, der ønsker at amme, til at få et godt forløb. Desuden håber jeg, at ammenet kan være med til at løsne op for den negative drejning og meget uheldige tilgang til amning der har været i medierne på det sidste, fx mht offentlig amning. Ønsker en kvinde at amme sit barn, skal hun sikres de bedst mulige forudsætninger for dette.
Morten:
Jeg er gift med Sisse og står bag den tekniske del og det ydre af Ammenet.dk. Ammesagen betyder lige så meget for mig som for Sisse, og jeg er glad for den store opbakning dette initiativ allerede har fået. Som far til langtidsammende børn kan jeg kun sige til andre fædre, at de ikke skal være bange for, at der går noget fra dem, og at man sagtens kan være en stor og betydningsfuld del af sit barns liv (og sin kones), selvom han bliver ammet, så længe han selv har lyst

Mia:
Jeg er mor til Thea på 4 år og Mikkel på snart 10 mdr. Jeg har desværre ikke ammet min datter særlig længe og hun fik fra starten supplering med modermælkserstatning. Det var en stor sorg for mig, at jeg ikke kunne få det til at fungere og jeg ved i dag, at det var pga manglende/fejlagtig viden og manglede støtte og rådgivning fra sundhedspersonale. Derfor var jeg fuld opsat på, at få amningen til at fungere ved vort næste barn. Jeg læste alt vedr. amning, men det vigtigste af alt - jeg troede på mig selv og valgte selv at etablere amningen. Det var en kæmpe sejr for mig, at jeg kunne amme og jeg var ubeskrivelig stolt
Pt ammer jeg Mikkel på snart 10 mdr. Jeg har tænkt mig at fortsætte amningen, ligeså længe vi begge trives med det.
Jeg har valgt at være redaktør på ammenet, fordi jeg er sikker på, at jeg med mine ammeforløb kan være med til at hjælpe og rådgive inden for amning. Jeg synes desværre, at der ikke er så meget fokus og støtte i den videre amning og at mange sundhedsplejerske ved foruroligende lidt om amning. Jeg ser næsten dagligt, hvordan mødre er blevet fejlagtigt rådgivet om amning og som desværre i sidste ende, kan medføre ammestop. Årsagen er klart manglende viden og fastholdelse i gamle "myter", som gør at mødre vemodigt gang på gang, må afbryde amningen. Det er ikke amning for enhver pris, men jeg mener bestemt, at alle kvinder har ret til at få de rette forudsætninger, støtte og viden om amning - for så derefter at træffe deres valg og beslutninger. Vores samfund er det desværre i den udvikling, at amning ikke længere kun er et anliggende mellem mor og barn - men et område som bliver vurderet og debateret. Jeg håber inderligt, at vi i fremtiden ser flere ammende kvinder, at det bliver mere normalt - og at alle og enhver kan amme med stolthed! Jeg håber, at jeg med min erfaring og vejledning/ rådgivning om amning, kan være med til at hjælpe og støtte kvinder i ammeproblemer og finde løsninger, som er brugbare for både mor og barn.
Dawn:
Jeg er mor til Lucas fra juli 2006 - som jeg stadig ammer. Jeg forestillede mig at jeg skulle amme Lucas 1 år da jeg var gravid og synes egentlig at folk der ammede længere var lidt underlige. Men så blev Lucas syg og det viste sig at han ikke kunne tåle komælk. Hudlægen sagde jeg skulle stoppe amningen og børnelægen sagde jeg skulle fortsætte - så jeg fortsatte. Jeg har brugt meget tid og energi på at sætte mig ind i forholdet mellem amning og allergi og vil gerne dele mine efaringer med andre. Derfor sagde jeg ja til at være redaktør.
om os | kontakt | guidelines