Brystbyld

Engelsk: Breast abscess, Latin: abscessus mammae

 

Hvad er en brystbyld?

En brystbyld er et område inde brystet fyldt med pus. Når brystvævet inficeres dannes en barriere af granuleret væv omkring infektionen. Dette bliver til en indkapslet byld som er fyldt med pus.

 

Årsager til brystbylder

Utilstrækkelig eller forsinket behandling af overfyldte bryster, tilstoppede mælkegange eller brystbetændelse med eller uden infektion kan forårsage en brystbyld. Forsvinder symptomerne således ikke efter behandling af tilstoppede mælkegange og brystbetændelse med eller uden infektion, skal du være opmærksom på, at en brystbyld kan have udviklet sig.

Omkring 10 % af kvinder med brystbetændelse udvikler en brystbyld. Ligesom brystbetændelse er brystbylder hyppigst i de første 6 uger efter fødslen.

En brystbyld kan opstå overfladisk, ofte tæt ved areola eller dybt inde i brystet. De dybe bylder skyldes ofte ubehandlet brystbetændelse uden infektion, der har læderet vævet og gjort det modtageligt for infektion (1).

 

Symptomer

Symptomerne på en brystbyld er smertefulde, hævede knuder og rødme, varme og ødem (væskeansamling) i den overliggende hud. Har behandling været forsømt, kan endvidere mærkes bølgefornemmelse (fluktuation) og huden kan skifte farve. Dødt væv kan forekomme.

Feber kan være til stede, men ikke nødvendigvis.

 

Diagnoser

En brystbyld kan diagnosticeres enten ved ultralydsundersøgelse af brystet eller ved at lægen tager en prøve af pusset med en kanyle. For at undgå unødvendig indgriben/fejlbehandling er ultralydsundersøgelse af brystet af stor betydning i diagnosticeringen (1). Da en brystbyld kan ligge dybt kan det være nødvendigt med ultralydsscanning for at lokalisere bylden (2). For at bekræfte diagnosen og finde bedst mulig antibiotika kan lægen tage en prøve af pusset med en kanyle.

Hvis du skal have en ultralydsundersøgelse af brystet, skal du sørge for at brystet er så tomt som muligt før undersøgelsen, da dette letter diagnosticeringen. Du skal derfor amme umiddelbart før undersøgelsen, eller alternativt malke ud.

 

Behandling

Kirurgisk indgreb

Hvis en brystbyld er opstået, skal denne fjernes. Behandling under lokalbedøvelse har vist sig ligeså effektiv som behandling under fuld narkose (3), derfor foretrækkes behandling under lokalbedøvelse. Både fordi indgrebet ofte er mindre smertefuldt for kvinden, men også fordi indgrebet kan udføres ambulant. Dermed giver lokalbedøvelsen også den bedste mulighed for at bibeholde effektiv amning under hele forløbet.

Ved lokalbedøvelse suges pusset omhyggelig ud af bylden med en kanyle fulgt af grundig ultralydsscanning. Efterfølgende er det muligt at placere et tyndt dræn i bylden, hvorved bylden de følgende dage kan tømmes løbende, til der ikke er mere pus tilbage.

I særlige tilfælde kan det være nødvendigt med fuld narkose. Ved fuld narkose åbnes brystet op med et indsnit i brystet og bylden drænes direkte. Skal der foretages et indsnit i brystet, er det vigtigt at forhøre sig om muligheden for et radialt indsnit (fra brystet ind mod brystvorten) i stedet for et indsnit fra brystvorten (4). Mange brystoperationer gøres omkring brystvorten af æstetiske årsager, men her er større risiko for at beskadige mælkeudgangene og dermed kan produktionen rammes (4).

I nogle tilfælde kan en smule modermælk fra de overskårne mælkegange lække ind i brystvævet. Det er ikke nødvendigt at stoppe med at amme af den grund, blandt andet på grund af immunstoffer i mælken (4). Det er også ved fuld bedøvelse muligt at lægge et dræn til at dræne bylden de følgende dage.

Antibiotisk behandling

Sideløbende antibiotisk behandling er nødvendig. Den bakterielle infektion kan bestemmes ud fra en prøve af pusset fra bylden.

Antibiotikabehandling alene er ikke tilstrækkelig, idet det granulerede væv omkring bylden hindrer effektiv gennemtrængning af antibiotika.

 

Støttende rådgivning omkring amning

Modtager kvinden fyldestgørende rådgivning og emotionel støtte i tilfælde af en brystbyld, skulle fuld helbredelse være opnåelig og efterfølgende amning uproblematisk. Manglende eller misforstået vejledning kan betyde, at kvinden aldrig kommer til at amme igen.

Sygdomshistorien bør gennemgås, for at finde ud af om der er nogen oplagte årsager til problemerne. Får du en brystbyld er følgende punkter godt at vide:

  • Kan jeg amme med en brystbyld?
    Der er ingen sikkerhedsmæssige risici for dit barn ved fortsat amning (5). Flere undersøgelser viser, at amning, trods infektion i brystet, ikke medfører risiko for barnet (1).
    Er amning fra det berørte bryst ikke muligt, kan amning fortsættes på det uberørte bryst, mens der udmalkes på det inficerede bryst.
    Amning på det berørte bryst fremskynder helingen og forebygger yderligere problemer. Ligeledes kan amning mindske ardannelsen, som efterfølgende kan få betydning for amningen (1).
  • Ved hospitalsindlæggelse
    For at sikre tilstrækkelig amning er det vigtigt ikke at være adskilt fra baby ved eventuel hospitalsindlæggelse, både før og efter operation.
    Under en operation kan baby have behov for supplerende føde. Hvis muligt kan man udmalke inden operationen og den udmalkede mælk kan gives til baby i kop.
  • Genoptagelse af amning
    Så snart indgrebet er overstået (ved lokalbedøvelse) eller så snart man vågner fra bedøvelse kan amning på det uberørte bryst genoptages. Så snart smerterne tillader det, kan amning fra det berørte bryst genoptages. Dette er som regel muligt indenfor et par timer efter operationen, med mindre indgrebet har været tæt på brystvorten.
    Smertestillende bør anvendes til at dæmpe smerterne, så amningen kan genoptages hurtigst muligt.
  • At lægge barnet til efter indgreb
    Det er ofte svært at lægge barnet til på det berørte bryst første gang efter indgrebet og det kan tage adskillige forsøg før barnet tager godt fat. Sørg for at få hjælp fra sundhedspersonalet for at sikre en god sutteteknik.
  • Tilstrækkelig tømning af brystet
    Det er vigtigt brystet tømmes effektivt under behandlingen, ellers er der risiko for tilstoppede mælkegange, brystbetændelse og tilbagefald af infektion. Vil barnet midlertidigt ikke tage det inficerede bryst, er det vigtigt at tømme brystet ved udmalkning indtil barnet igen kan tømme brystet effektivt.
    Tilfør brystet fugtig varme før og under tømning af brystet. For råd til effektiv tømning af brystet ved forbedret ammeteknik, se vejledning til forbedret ammeteknik under behandling af tilstoppede mælkegange.
  • Har jeg mælk nok?
    Hvis mælkeproduktionen er faldet på det berørte bryst, er hyppig amning det mest effektive middel til at hæve produktionen. I mellemtiden kan amning på det uberørte bryst forsættes. Supplering er ikke nødvendig, da ét bryst fint kan dække babys behov. Læg barnet til på det berørte bryst først ved alle amninger, inden der skiftes til det andet, for at stimulere produktionen til at stige igen hurtigst muligt.

    For mere information om genetablering af amning, se wiki herom.

 

OBS! Ved alvorlige tilfælde af brystbylder og ved forsinket behandling kan man risikere, at brystet ikke kan genvinde tilstrækkelig mælkeproduktion.

 

 

Kilder:

(1): Sundhedsstyrelsens Håndbog i vellykket amning

(2): Engelsk artikel om brystbylder fra Ask Dr Sears

(3): Ugeskrift for Læger 2003; 165(02):128 Behandling af abscessus mammae  

(4): Engelsk artikel om amning og brystbylder fra Kellymom

(5): WHO's rapport: Mastitis - Causes and Management (WHO/FCH/CAH/00.13)