Tilstoppede mælkegange

*obs* Der er i 2022 kommet ny protocol fra Academy of breastfeeding medicine omkring brystbetændelse. Denne giver en helt ny behandlingsmodel der kan bruges mod brystbetændelse og tilstoppede mælkegange. Protocollen finder du her : Mastitis protocol 
 
 
Tilstoppede mælkegange er et fænomen som de fleste, der ammer, oplever i større eller mindre grad i løbet af en ammeperiode – også de, der ammer længe.
Tilbage til toppen

1) Hvad er tilstoppede mælkegange?

I brystet findes mælkekirtlerne, som producerer mælk. Når barnet sutter på brystvorten, løber mælken gennem mælkegangene og ned til brystvorten, hvor den kommer ud gennem små åbninger.

Tilstoppede mælkegange er en lokal inflammation i brystet, som opstår fordi mælkegangene stoppes til. Dette kan have forskellige årsager, som uddybes nedenfor. Hvad inflammation er beskrives nærmere i wikien om brystbetændelse.

Tilstoppede mælkegange i sig selv er ikke farligt og kan som regel afhjælpes med forbedret ammeteknik/mere amning, varme omslag og massage af brystet. MEN – man skal være meget opmærksom på at reagere på tegnene for tilstoppede mælkegange, da tilstoppede mælkegange, hvis man lader stå til, kan videreudvikle sig og blive til en inflammation af hele brystet med eller uden infektion, også kaldet brystbetændelse. I værste tilfælde kan man, ved at lade stå til, udvikle en brystbyld.

Tilbage til toppen

2) Hvad er symptomerne?

Tilstoppede mælkegange rammer som regel kun dele af et bryst og symptomerne viser sig gradvist.

  • Knuder i brystet
  • Kileformet opstemmet område i nærheden af den tilstoppede mælkegang som er øm, varm, hævet eller rødmet
  • Af og til ses kun lokal ømhed eller smerte, uden en tydelig knude eller opstemthed
  • Materier i mælken kan forekomme
  • Det tilstoppede område kan flytte sig
  • Amning på det ramte bryst kan være smertefuld, specielt ved nedløbet
  • En tilstoppet mælkegang føles typisk mere smertefuld før amning end efter. Og det opstemmede område vil som regel føles mindre og mindre ujævnt efter amning.

2.2) Almensymptomer

Der er som regel ingen almene symptomer på en tilstoppet mælkegang, dog kan lav feber (under 38,5 °C) forekomme.

2.3) OBS!

Opstår tilstanden pludseligt, er der dybe smerter, røde streger løbende ud fra det berørte område, opleves feber over 38,5 °C og/eller opleves influenzalignende symptomer, så er det tegn på brystbetændelse.

Tilbage til toppen

3) Årsager til tilstoppede mælkegange

  • Pres på mælkegangene
    fra fingre ved fx saksegreb, stramtsiddende bh eller tøj, at sove på maven, skuldertaske, etc.
  • Inflammation
    fra fysiske skader, bakteriel infektion, svampeinfektion
  • Stress, udmattelse, blodmangel, svækket immunforsvar

 

Forkert sutteteknik: Forkert sutteteknik anses som hovedårsagen til tilstoppede mælkegange og heraf følgende brystbetændelse. Den forkerte teknik kan forårsage at brystet ikke tømmes tilstrækkeligt. Beskadiget eller øm brystvorte kan ofte forekomme sideløbende, da dette også er en følge af forkert sutteteknik. Ligeledes kan den forkerte teknik være årsag til tilstoppede mælkegange, da man kan blive tilbageholdende overfor amning, hvorfor risikoen øges.

Skemalagt amning: Skemalagt amning har vist sig at fordoble antallet af tilstoppede mælkegange set i forhold til når gives ubegrænset adgang til brystet, som ved friamning. Ofte følges de tilstoppede mælkegange i disse tilfælde af brystbetændelse.

Foretrukken side: Mange mødre oplever, at det er lettere at lægge barnet til på det ene bryst frem for det andet. Der er i den forbindelse fundet en større risiko for tilstoppede mælkegange og heraf følgende brystbetændelse på det ikke-fortrukne bryst. Flere studier viser, at der ikke er sammenhæng mellem foretrukken side og hvorvidt mor er højre- eller venstrehåndet. Til gengæld har et studie vist at 78 % af mastitis-tilfælde (tilstoppede mælkegange og brystbetændelse) sker på det ikke-fortrukne bryst. Dette understøtter påstanden om, at den bagvedliggende årsag til mastitis er mekaniske problemer.

Kulde: Kuldepåvirkning af brystet opleves af mange kvinder som en mulig årsag til tilstoppede mælkegange. Der er dog i undersøgelser ikke fundet sammenhæng mellem kulde og mastitis (tilstoppede mælkegange og brystbetændelse).

Tilbage til toppen

4) Forebyggelse

Tilstoppede mælkegange er i vid udstrækning muligt at forebygge, hvis man tager højde for de faktorer som øger risikoen, og reagerer prompte.

Følgende punkter er her essentielle:

  • Ved fødslen er det essentielt at amning påbegyndes så hurtigt som muligt efter fødslen, meget gerne inden for første times tid. Mor og barn bør enten sove i samme seng eller i samme rum.
  • Lær en god ammeteknik
  • Begræns hverken hyppighed eller varighed af amning, anvend i stedet friamning. Lad barnet amme færdigt ved det ene bryst før der skiftes til det andet.
  • Vær opmærksom på ting som kan begrænse ammehyppighed og -varighed, som fx brug af sut, anden føde, supplering med flaske, stresset hverdag, fysiske skader på brystet
  • Reagér prompte ved problemer med ammeteknik, smerter på brystvorterne, sår, ubehag ved amning, et utilfreds barn, mistet tro på egen mælkeproduktion
Tilbage til toppen

5) Behandling af tilstoppede mælkegange

NB! Man bør ikke stoppe med at amme under behandlingen af tilstoppede mælkegange. Dette vil øge risikoen for yderligere komplikationer som brystbetændelse, og kan i værste tilfælde resultere i en brystbyld.

Hvis man først har fået tilstoppede mælkegange, kan de behandles som følgende:

5.1) Effektiv tømning af brystet ved forbedret ammeteknik

Få hjælp til at forbedre din ammeteknik, hvis du oplever at have problemer med at lægge barnet til og at der er problemer med barnets sutteteknik.
  • Am så ofte og længe som muligt
    Sigt efter at amme som minimum hver 2. time. Am endelig også om natten, da brystet gerne skal tømmes så meget som muligt, så ofte som muligt.
  • Tøm brystet omhyggeligt
    Sørg for at tømme det berørte bryst omhyggeligt, men glem ikke det andet bryst. Nogle finder det effektivt at lægge barnet til, så hagen vender mod det berørte område af brystet, men vigtigst er blot at tømningen forbedres. Man kan eventuelt prøve at læne sig ind over barnet, så brystet hænger frit under amning, ved at lægge barnet på et bord.
  • Massage af bryst før og under amning
    Under amning masseres det berørte område af brystet ganske let i bevægelser ned mod brystvorten. Vær forsigtig da for hårdhændet behandling kan forværre tilstanden.
  • Undgå pres på brystet
    Hold ikke fast om brystet i nærheden af brystvorten under amning. Undgå stramtsiddende bh og tøj.
  • Varme omslag
    Benyt varme omslag til brystet og varme bade inden og under amning
  • Forhindret i at amme
    Er man forhindret i at amme, eller afviser barnet det påvirkede bryst, bør man malke ud. Bemærk at udmalkning ved tilstoppede mælkegange bør foregå ved håndudmalkning, da det er langt mere skånsomt end med en pumpe. En pumpe er dog fortsat bedre end ingen udmalkning.
  • Afhjælp tilstoppede mælkeudgange
    Hvide pletter på brystvorten kan være tilstoppede mælkeudgange. Er der hvide pletter på brystvorten skal disse fjernes. Dette kan ske med neglene eller et groft flonelsklæde. Tilfør gerne fugtig varme først. En steril kanyle kan også anvendes, men spørg lægen om hjælp for at minimere risikoen for infektion (1).

Da tilstoppede mælkegange ofte kommer som følge af utilstrækkelig ammeteknik, er der også en tendens til at de kommer igen. Vær opmærksom på at forbedre ammeteknikken og reager hurtigt på tegnene på tilstoppede mælkegange.

5.2) Symptombehandling

  • Hvile, gerne i sengen
  • Tilstrækkeligt med væske
  • Næringsrig mad til styrkelse af immunforsvar
  • Ifølge WHO er smertestillende medicin som Ibuprofen anset som det mest effektive middel.  Paracetamol kan også anvendes.

OBS!
Hvis ikke tilstanden forbedres i løbet af en dags tid eller der opstår høj feber, er der stor risiko for, at du har udviklet en brystbetændelse med eller uden infektion.

Tilbage til toppen