Når amning ikke er rart

af

Nogle mødre oplever negative følelser omkring amningen - det har vi skrevet om i vores wiki om amme-aversion.

Her kan du læse de oplevelser, der er blevet delt med os om dette emne. Du kan også selv skrive om din egen oplevelse.


"Mens jeg ammede mit første barn, havde jeg dels fysisk ondt i brystvorterne (forkert teknik, fandt jeg ud af da jeg fik et barn mere), og dels havde jeg en overvældende følelse, jeg bedst kan beskrive som “mental kvalme”. Sådan en “bvadr!” Og øv-følelse. Den var ikke knyttet til det at amme som sådan, men kom ofte netop på det tidspunkt. Smerten og den trælse følelse var udfordrende, men jeg ammede i et halvt år og de to børn jeg har født sidenhen og blevet ammet længere tid og med langt mindre af den følelse, der nu kaldes ammeaversion. Tak  fordi den har et navn, det hjælper ?"


"Jeg ammer min datter på 2.

Faren, som er min kæreste, har været igennem en lang sygeperiode, og jeg er hjemmegående husmor og fuldtids studerende via e-learning.

Jeg har i perioder været meget stresset, har før haft depression og stress, og har i en længere periode været touched out. Jeg ville ikke røres ved, hverken af min hund, min datter eller min kæreste, men ignorerede den følelse, bed det i mig og gav dem stadig al den kærlighed, der ikke var mere tilbage af.

Jeg holdt op med at føle dette efter nogle uger, hvor det blev ignoreret, og pludselig kom nogle meget ubehagelige tanker frem. Små billeder/videoer nærmest, fuldstændig ukontrolleret, også når alting ellers var hyggeligt og roligt. 

Jeg så mig selv gøre ting, jeg heldigvis aldrig gjorde! Jeg gjorde, i mine tanker, skade på min datter.

Jeg fik det så dårligt over disse tanker, så jeg gik til min bedste ven, der blev meget forkert i ansigtet, og han bad mig gå til lægen med det samme! Det ville jeg ikke, da jeg var bange for konsekvenserne, altså at jeg skulle væk fra min elskede familie, eller nogen ville hente min datter! Jeg prøvede at spørge min mor, da hun har haft mange børn, men hun har aldrig oplevet noget lignende, eller hørt om det.

I meget lang tid, følte jeg mig sindssyg og som den værste mor! Jeg havde aldrig hørt om aversioner før, og jeg turde ikke bede om hjælp. Jeg turde heller ikke snakke med flere om det. Jeg var også bange for, at jeg en dag pludselig skulle "få blackout" og pludselig gøre hende fortræd! Derfor spurgte jeg min kæreste, der meget støttende, fik mig til at skære ned på amningerne, med henblik på et stop.

Tanken om at stoppe helt kom først rigtigt frem, da alle dags-amningerne var fjernet, og dér blev jeg godt nok vemodig! For jeg kunne tydeligt mærke, at hverken hende eller jeg var klar til det stop. Og pludselig ændrede det sig.

Nu ammer jeg om dagen, HVIS jeg har lyst! Jeg ammer stadigvæk til sengetid og jeg ammer også indimellem om natten. Og min datter og jeg NYDER det :) <3"


"Da min ældste dreng var 15-16 måneder, oplevede jeg de her voldsomme fornemmelser i min krop. Det var ikke kun under amningen - det var også mellem amningerne. “Frygten” for hvornår han vågnede, og ville have bryst igen. Og jeg forstod det ikke. Jeg forstod ikke hvorfor min krop pludselig virkede til at modarbejde det her ammebånd, min søn og jeg havde. Heldigvis fik jeg fat på en vejleder, som gav mig indblik. Hun satte en betegnelse på, og pludselig vidste jeg, at jeg ikke var alene. Det hjalp til dels, men aversioner var der stadig. Efter noget tid fandt jeg så ud af, at jeg faktisk var gravid, og aversionerne nok stammede derfra. Mælken forsvandt, han stoppede med at ville ammes, men tankerne om aversionerne forsvandt ikke. Jeg var faktisk meget nervøs for, om de fortsatte når min baby kom til verden. 

Det gjorde de ikke.. Han ammes stadig, 26 måneder gammel, men nu er aversionerne begyndt at komme tilbage. Heldigvis er jeg blevet bedre til at arbejde med dem. Jeg fjerner mit fokus og sætter grænser. Og stadig hjælper det mig meget at vide, at jeg ikke er alene, og det er ikke fordi jeg er forkert."


"Jeg havde rigtig svært ved at amme min søn, efter amningen var kommet igang og det ikke længere gjorde ondt. Jeg kunne mærke en reaktion i mit underliv når han suttede på brystet, og det gjorde, at jeg følte at der foregik noget upassende. At min krop reagerede på en upassende måde.

jeg snakkede med min mand om det, som beroligede mig. Og sagde, at jeg nok ville have haft det nemmere hvis det havde været en pige. At han også ville skulle overvinde nogle grænser, hvis han skulle lave intimvask på en datter.

Men det var forsat svært for mig, og jeg måtte distancere mig selv meget fra de fysiske sensationer under amningen. Og i den periode jeg ammede kunne mine bryster slet ikke indgå i vores sexlix. Jeg havde meget brug for at få ændret det mentale billede af, at bryster var noget seksuelt og en erogen zone.

Med tiden accepterede jeg, at kroppen er forræderisk på den måde. Ligesom at en der bliver udsat for et overgreb også kan få en fysisk reaktion, trods de ikke oplever en seksuel tilfredstillelse ved det. Og jeg endte med at med at have et helt normalt og afslappet forhold til amning og ammede min søn til han var 1,5 år :)"


"Da jeg for 2 år siden ammede min datter, ramte jeg en mur. Hver gang jeg ammede fik jeg uro i kroppen - jeg havde svært ved at sidde/ligge stille og havde den her trang til bare at stoppe det jeg havde gang i og lave andet. Jeg kunne egentlig godt li’ at amme, før jeg ramte den her mur. Jeg følte mig låst og syntes faktisk det begyndte at være ubehageligt ikke at kunne finde ro i at amme sit eget barn. Mine tanker var: hvorfor skal det være så vanskeligt at amme, og hvad har jeg gjorde forkert som mor. 

Det endte med at jeg stoppede med at amme hende, da hun var 4,5-5 mdr. For jeg kunne ikke være i det mere. 

Det ærgrer jeg mig rigtig meget over i dag."