Svamp

Faktaboks:
  • Svamp i brystvorten kan være meget smertefuldt og kræver behandling.
  • Symptomerne hos mor kan være røde og skinnende brystvorter, ud over smerterne.
  • Symptomer hos baby kan være hvid belægning i munden, som ikke kan vaskes af med en våd klud, samt rødme eller udslæt i bleområdet.
  • Både mor og barn bør behandles, hvis 1 af dem har symptomer.
  • Behandling kan være kokosolie på brystvorten flere gange dagligt, eller aftørring med danskvand. Danskvand kan også anvendes i babys mund.
  • Medicinsk behandling kan være salve eller gel, der påføres brystvorten og babys mund, fx brentan.
  • Svamp trives særligt i fugt. Undgå derfor våde ammeindlæg og lignende.
  • Hvis behandling for svamp ikke afhjælper problemet, er det måske ikke svamp - andre årsager til smerter er fx bakteriel infektion i huden og problemer med sutteteknik.

Artiklen er revideret november 2016.

Svampeinfektion i brystet kan være utroligt smertefuldt, og smerter er en af de hyppigste årsager til ammestop. Smerter fra svamp beskrives ofte som brændende og kløende, ekstrem ømhed i brystvorten ved berøring, samt stikkende smerter der stråler ind i brystet (1). Det er dog langt fra nødvendigt at stoppe amningen ved svampeangreb, idet det kan behandles. Ethvert pludseligt ammestop øger risikoen for tilstoppede mælkegange og evt. brystbetændelse.


Årsager til svamp

Svamp (særligt candida albicans) findes naturligt på huden. Svampeinfektioner dukker ofte op efter en antibiotikakur (2), idet antibiotika (fx penicillin) også slår de gavnlige bakterier ihjel, som holder den naturligt forekommende svamp i kroppen i skak. Man kan derfor overveje at tage mælkesyrebakterier (probiotika), når man tager penicillin (3).
Baby kan smittes ved fødslen, hvis mor har vaginal svamp, og derefter smitte til mors brystvorter under amning (2).

Symptomer på svampeinfektion

Hos mor:

  • Pludseligt opståede smerter i brystvorten ved amning
    Rødme på brystvorten - huden er opsvulmet og 'skinnende'
    Smerter som stråler ind i brystet ved amning og lige efter

Hos baby:

  • Hvide belægninger i munden, som ikke kan fjernes med en våd klud
  • Eventuelt rød hale eller udslæt i bleområdet
  • Irritabilitet og tryghedssøgende adfærd
  • Smerter i munden - barnet vægrer sig mod tandbørstning og eventuelt fast føde


Hvis amning er smertefuld fra kort efter fødslen, er problemer med sutteteknik en mere oplagt årsag (4). Smerter relateret til svamp vil ofte være pludseligt opståede efter en ellers smertefri amning.

En svampeinfektion kan dog også være symptomfri (ud over smerter) for enten mor eller barn. Hvis ikke der er synlige ydre tegn på svamp, som for eksempel hvide belægninger hos barnet og rødme hos moren, kan en svampeinfektion længe gå upåagtet hen.

Der er bred enighed om, at hvis blot en af de to parter (mor eller baby) har symptomer, bør begge behandles.


Hvad kan du selv gøre?

Svamp trives bedst i et fugtigt miljø, så det er en god ide at lade brysterne lufttørre efter alle amninger. Hvis du bruger ammeindlæg af stof eller strik, skal de gerne kunne kunne kogevaskes efter hver brug. Engangsindlæg bør skiftes, så snart de er våde.

Fordi svamp kan være en “familiesygdom”, hvor man gensmitter hinanden (1), er det godt være meget opmærksom på almindelig hygiejne, såsom håndvask og hyppig udskiftning af håndklæder, vaskeklude, gylpeklude o.l. Smitte fra partner til mor via seksuel kontakt er også forekommende (2). Hvis mor har vaginal svamp, bør dette også behandles.

Anvender man ammebrikker, flasker, pumpe eller andet, er det særlig vigtigt at disse ting holdes rene, og de bør derfor koges (2). Anvendelse af flasker indenfor de første 2 uger efter fødslen er endvidere påvist som risikofaktor for udvikling af svamp (5).

Det siges, at sukker, hvidt brød o.l. skaber bedre betingelser for svamp, men der er ikke forskningsmæssig dokumentation for at udelukkelse medfører bedring af symptomerne.

Mælkesyrebakterier (probiotika) kan have en svampehæmmende effekt og kan købes i pilleform eller som pulver (3). Produkterne med flest bakteriestammer i kan dog være meget dyre.

Kokosolie virker hæmmende på svampevæksten (6), og smøres på brystvorterne flere gange dagligt efter amning.

Hvis det tages tidligt, kan svamp ofte behandles med danskvand, som ændrer pH-værdien og dermed giver svampen dårligere vækstbetingelser. Man tager en klud om fingeren og dypper den i danskvand, og tørrer derefter barnets mund med den. En ren klud bruges til at give brystvorterne samme behandling. Dette gentages så ofte som muligt, gerne flere gange dagligt.


Søg hjælp hos lægen

Medicinsk behandling mod svamp består oftest af påsmøring af salve eller gel, som fås på recept. I Danmark anvendes ofte Brentan mundhulegel, som kan bruges både på brystet og i barnets mund, og ikke skal vaskes af brystet før amning. Afvaskning kan øge ubehag og slitage på brystvorten. Hvis det er nødvendigt at vaske en salve af før amning, kan man evt. anvende et stykke vat med fx kokosolie, i stedet for vaskeklud.

Brentan mundhulegel anvendes ikke længere til børn under 4 mdr., idet deres synkerefleks ikke antages at være tilstrækkeligt udviklet til at mindske risikoen for, at gelen stopper til i halsen (7).

Alternativt kan behandling indvortes med fx tabletkur komme på tale. Her anvendes ofte midlet fluconazol, som har klassificeringen “meget lav risiko” under amning ( 8 ) og rutinemæssigt anvendes til behandling af spædbørn og deres mødre (9). Doser under 100 mg per dag til voksne kan være for lave til at give effekt.

Andre årsager til smerter i brystet

Det har længe været antaget, at man kan have svampeinfektion inde i mælkegangene, da smerterne ofte opleves inde i brystet også, foruden på brystvorterne. Nyere undersøgelser viser imidlertid, at svamp inde i mælkegangene ikke kan påvises (10), og at en sandsynlig årsag til gentagne oplevelser af “svampeangreb” kan være bakteriel infektion i brystvorten (11). Oplever man, at behandling for svamp ikke afhjælper problemet, bør man derfor undersøges for en mulig infektion, som typisk vil kunne behandles lokalt med antibiotika-salve.

Ud over infektion kan fx problemer med sutteteknik give anledning til smerter, som kan forveksles med symptomerne på svamp (12). Hjælp fra en uddannet vejleder kan i de fleste tilfælde identificere dette problem og lede hen imod en løsning.

Pres på det store nervecenter (plexus brachialis), der forsyner brystet med nervesignaler, kan også give smerter dybt i brystet. Det kan skyldes en for stram bh, en bæresele eller slynge som bæres uhensigtsmæssigt, eller anden form for pres eller skade.

Hos nogle mødre opleves nedløbet under amning som en voldsom smerte, der oftest varer få minutter, og typisk ophører efter den første måned. Det opleves særligt af førstegangsmødre og kan evt. skyldes udvidelse af mælkegangene (13).

En anden mulig årsag til smerter er raynaud’s+syndrom, som ses ved hvide brystvorter efter amning med efterfølgende farveskift.

Eksem på brystvorterne kan også forekomme. Dette ledsages ofte af kløe og skællende hud på brystvorten.

Kilder::
  1. http://onlinelibrary.wiley.com/doi/10.1111/dth.12071/full
  2. Breastfeeding and Human Lactation, Riordan and Wambach, 5th ed., side 331
  3. https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/23361033
  4. The Breastfeeding Atlas, Wilson-Clay and Hoover, 5th ed, side 58
  5. http://www.jognn.org/article/S0884-2175(15)34243-X/fulltext
  6. https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/17651080
  7. http://pro.medicin.dk/Medicin/Praeparater/4268
  8. http://www.e-lactancia.org/producto/667
  9. http://www.irf.dk/dk/laegemiddelspoergsmaal/fluconazol_og_amning.htm
  10. Breastfeeding and Human Lactation, Riordan and Wambach, 5th ed., side 332
  11. https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pmc/articles/PMC3612759/
  12. http://www.bestforbabes.org/its-thrush-or-is-it/
  13. Breastfeeding and Human Lactation, Riordan and Wambach, 5th ed., side 335
Engelsk betegnelse:
Yeast infection, Thrush
Søg efter emnet på Ammenet:
Søg vores fora igennem for diskussioner om emnet ved at bruge søgefeltet øverst i højre hjørne.