opstart i job efter barsel

Spørgsmål

Jeg har et luksusproblem. Min datter er startet i dagpleje for tre uger siden, og jeg starter selv på job næste onsdag. Hun er afsted hele dagen og får fast føde til alle måltider. Jeg ammer hende maks 3 gange dagligt mellem 15.30 og 22, men jeg producerer stadig alt for meget mælk, og det gør ondt at have så meget mælk til rådighed. Jeg prøver at lade være med at pumpe da jeg ikke vil holde produktionen ved lige, og som regel løber det ud af sig selv, når der kommer for meget tryk på. Jeg er bange for at få brystbetændelse eller tilstoppede mælkegange, og jeg ved ærligt talt ikke hvad jeg kan gøre for at få tilpasset produktionen. Har I et bud? Jeg ville være ked af holde helt op med at amme :-)

 

Svar

Kære du.

Mange tak for dit spørgsmål.

Det lyder rigtig ubehageligt med så fyldte bryster. ❤️ Og hvor er det godt, at du er så opmærksom på tilstoppede mælkegange og brystbetændelse. 💪🏻

Lad os prøve at kigge lidt på dit spørgsmål, så du forhåbentlig kan få sænket produktionen inden længe.

Det kan sagtens tage flere uger at sænke produktionen til et passende niveau, når der er tale om at skære ned i antallet af amninger. Det vil som regel være mest skånsomt og behageligt, hvis man over en periode skærer én amning fra ad gangen og lader der gå mindst tre dage, inden man fjerner den næste. På den måde vil brysterne have mulighed for at justere til den mængde af mælk, der er behov for. 

Der er lidt forskellige metoder, man kan forsøge sig med, når man oplever så stort et ubehag, som du beskriver, og generelt når man ønsker at skære ned på antallet af amninger:

(Hånd)udmalkning

Det er en rigtig god idé at håndudmalke en smule mælk nogle gange i løbet af dagen, når brysterne føles meget fyldte, og det bliver ubehageligt. Dog bør man kun lige “tage toppen” - lige indtil det igen er til at holde ud. En pumpe kan også bruges til samme formål. Dog kan man måske føle, at der er lidt mere kontrol ved håndudmalkning, så man kan sørge for, at der kun lige bliver malket tilpas ud. Håndudmalkning kan desuden være mest praktisk på en arbejdsplads. ☺️

Det kan være en fordel at malke lidt ud, inden mælken selv begynder at løbe, som du beskriver, da du så sandsyndligvis bedre vil kunne styre mængden og sørge for, at det kun lige er, til ubehaget går væk. Hvis det gøres på denne måde, vil produktionen ikke blive vedligeholdt. Hvis du skulle holde den ved lige, ville du skulle malke langt mere ud - samme mængde og samme antal gange, som da din datter blev ammet, inden hun startede i pasning. Så du kan roligt lette ubehaget lidt. 😊

Produktionen vil på den måde gradvist reduceres til et niveau, der er tilpasset din datters efterspørgsel, og du vil, som ugerne går, ikke længere have behov for at udmalke. 

Kolde omslag

Som supplering til udmalkningen kan det være rart at lindre smerte og ubehag, når brysterne føles spændte, med kolde omslag. Enten gelpuder fra fryseren, knust is i frysepose, frosne ærter eller lignende. Dog altid med et stykke stof omkring og ikke direkte mod huden, så man undgår forfrysninger.

Nogle mødre oplever det meget effektivt at bruge kålblade, som er skyllet, tørret og har ligget i køleskabet. De kan nemt klippes til (husk hul til brystvorten), så de passer til brystets størrelse og kan lægges i BH’en. De kan så skiftes, når virkningen aftager, indtil ubehaget er lindret.

Urter

En række forskellige urter har vist sig at kunne have en nedsættende effekt på mælkeproduktion. Der er fx tale om salvie (som te), pebermynte og jasminblomst (som olie). Hvis man, som du, gerne vil fortsætte med at amme, er det dog en god idé at give let udmalkning og evt. kolde omslag nogle uger til at virke. Hvis man så senere vil forsøge sig med urterne, bør man gå forsigtigt frem, da produktionen helst skulle holdes på et niveau, der passer til barnets efterspørgsel. Men tag altid en snak med lægen først, hvis du vil forsøge dig med det. ☺️

Tegn på tilstoppede mælkegange og brystbetændelse 

Det er rigtig fint at du er opmærksom på tilstoppede mælkegange og brystbetændelse. 👍🏻 Let udmalkning efter behov samt kølende omslag vil mindske risikoen betydeligt; men det er samtidig godt at holde øje med, om der kommer ændringer på brysterne som knuder, hævelse, rødme eller tiltagende ømhed/smerte. Andre tegn at være opmærksom på er pludselig smerte ved amning - især ved nedløb, eller ændringer i dit velbefindende som feber eller influenzalignende symptomer. Du kan læse lidt mere om tilstoppede mælkegange og brystbetændelse i vores wiki her

Hvis du oplever symptomer til trods for let udmalking efter behov, må du et smut forbi lægen og tage en snak om muligheder for behandling.

Til sidst vil jeg lige linke til vores wiki om arbejdsliv og amning, hvor du kan læse lidt  generelt om delvis fravænning, hvis du har lyst. Den finder du her

Jeg håber, du kan finde inspiration i mit svar, og at du snart begynder at se et fald i produktionen. ❤️

Kram

Maria F

(Frivillig vejleder under uddannelse, Ammenet)

 

Relaterede wiki-artikler